Carlsberg-chef frygter ikke afgiftssmæk

Ifølge en russisk avis risikerer Carlsberg et voldsomt afgiftssmæk. Men det tager topchef Jørgen Buhl Rasmussen med ro. ”Der er altid et hav af rygter,” siger han, men erkender at forhøjede russiske afgifter vil betyde højere ølpriser.

Foto: Linda Henriksen/ Scanpix. Carlsberg-chef Jørgen Buhl Rasmussen er vant til rygter om højere øl-afgifter.
Læs mere
Fold sammen
De russiske forbrugere risikerer at skulle betale mere for deres Carlsberg-øl. Det kan blive konsekvensen, hvis man i Rusland vælger at gennemføre den afgiftsstigning på 18 procent på øl, som den russiske avis Kommersant skriver om i dag.

Det russiske marked er Carlsbergs guldæg, og en afgiftsforhøjelse her vil kunne mærkes hos det danske bryggeri, der sidder på 40 procent af markedet.

Men administrerende direktør i Carlsberg, Jørgen Buhl Rasmussen, vil ikke kommentere præcist hvilken betydning det kan få for bryggeriet.

”Der er altid et hav af rygter, og vi har ikke set noget bekræftet omkring en afgiftsforhøjelse. Der går lignende rygter for tiden i stort set alle lande, hvor vi er tilstede, så indtil vi ser noget bekræftet, tager vi den med ro.”

Højere ølpriser
Hvis afgiftsforhøjelserne er mere end rygter, vil Carlsberg dog reagere på det.

”Det vil sædvanligvis være i form af højere ølpriser,” siger Jørgen Buhl Rasmussen til business.dk

Carlsberg-aktien falder på nyheden om de højere afgifter med 2,7 procent til kurs 319.

Afgiftsforhøjelsen er dog ifølge Bloomberg ikke entydigt negativt for Carlsberg, da afgiften på spiritus samtidig ventes at blive hævet med 30 procent. Det kan flytte nogle forbrugere over til øl i stedet for spiritus.