Carlsberg: Asien-vækst kan øge investeringer - direktør

 

Carlsbergs strategi for opkøb er stort set uændret, fastslog koncernchef Nils Smedegaard på en telekonference onsdag i forlængelse af koncernens halvårsregnskab.

 

Det vil sige, at vækststrategien er koncentreret i Asien.

 

- Vi har tidligere fastsat investeringerne i Asien til 3-5 mia. kr. og det fastholder vi, sagde koncernchefen, men understregede samtidig, at væksten i Asien kan øge dette niveau.

 

- Vi vil fortsat have fokus på blandt andet Kina og Vietnam, sagde han.

 

Udviklingen i Asien, der er koncernens mindste region omsætnings- og resultatmæssigt, er fortsat i første halvår med vækst i toplinien. I kroner og øre steg omsætningen i regionene 12 pct., mens den i mængder steg 29 pct. Driftsoverskuddet derimod var lavere, hvilket primært skyldes problemer i Malaysia, hvor Carlsberg køber lagre tilbage fra distributørerne - såkaldt destocking. Dette forhold belaster resultatet,

 

- Vi er stort set færdige med operationen i Malaysia, oplyste Nils Smedegaard, der dermed indikerede bedre takter fra regionen i fremtiden.

 

Han understregede dog, som tidligere, at Carlsberg er mere fokuseret på vækst end på resultater for øjeblikket.

 

Også et andet problembarn - udenfor regionen - Tyrkiet har gang i en destocking operation. Den ventes først færdig i første halvår 2008, oplyste vicekoncernchefen Jørgen Buhl Rasmussen på telekonferencen.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )