Carlsberg-aktien til tops på russisk vodkasag

Mens amerikanerne formentlig går shop-amok i butikkerne, er tempoet på de europæiske aktiebørser særdeles adstadigt fredag.

Læs mere
Fold sammen

Både kurser og børsomsætning ligger lavt, da mange amerikanere er blevet hjemme til en forlænget weekend efter torsdagens helligdag, Thanksgiving.

Dagen går har fået tilnavnet Black Friday i USA og er traditionelt årets travleste i butikshandelen og dagen, hvor julesalget skydes i gang.

- Det giver næsten sig selv. Der ikke er meget udsving på børserne, siger aktierådgiver i Jyske Bank Jens Johansen til Ritzau Finans.

Blandt hovedattraktionerne i fredagens danske aktiehandel er Lundbeck med en stigning på 1,1 pct. til 119,7 kr. Fremgangen kommer forud for selskabets kapitalmarkedsdag på mandag, hvor markedet venter nyt om den vigtige lancering af antidepressivet Brintellix.

Selve C20 Cap-indekset stiger 0,2 pct. til 666,30 og ligger dermed lunt i svinget til sin 44. lukkerekord i 2013. Over ugen er indekset steget 2,5 pct.

DSV har ligeledes lagt sig i førerfeltet med en gevinst på 1,5 pct. til 169,3 kr., mens største fald går til Pandora, der falder 0,7 pct.

Carlsberg stiger 1,3 pct. til 604,5 kr. Bryggeriet står umiddelbart til et konkurrenceløft i Rusland, hvor myndighederne synes at ville hæve minimumspriserne på vodka ganske markant.

Ifølge Prime News har de russiske myndigheder, som regulerer markedet for alkohol, besluttet at mindsteprisen på en halv liter vodka i detailhandelen skal stige med 17 pct. til 199 rubler, eller omkring 6 dollar med virkning fra den 1. januar. Det skriver Bloomberg News.

Samtidig skal priserne hæves igen pr. 1. august med yderligere 10,6 pct.

- Stigningen i minimumsprisen på vodka er større end ventet, og det er positivt, for så bliver øl relativt mere interessant, siger Jens Johansen.

Fra børshusene er der kommet handelsideer fra Deutsche Bank og australske Macquarie.

Deutsche Bank har hævet anbefalingen på en række svenske banker, herunder Nordea. Den nye anbefaling er "køb" mod tidligere "hold", men Nordea er kun marginalt påvirket og stiger 0,1 pct. til 70,65 kr.

A.P. Møller - Mærsks B-aktie har fået løftet kursmålet til 65.000 kr. fra 57.000 kr. af Macquarie. Det berettiger fortsat til anbefalingen "outperform". Mærsk B stiger 0,3 pct. til 55.350 kr.

Blandt de mindre likvide aktier falder Vestjysk Bank yderligere 13 pct. til 10,6 pct. Banken kom med røde tal i regnskabet for tredje kvartal i onsdags. Børsen skriver, at den danske stat er i færd med at sælge det kriseramte pengeinstitut i flere bidder af en spiselig størrelse.

Staten ejer godt to tredjedele af aktierne i Vestjysk Bank og forsøger ifølge Børsens kilder, at sælge posten i to-tre bidder. Som mulige købere nævnes Jyske Bank, Spar Nord, Sydbank og Handelsbanken. Jyske Bank falder 0,2 pct. til 295,7 kr., Spar Nord ligger uændret i 47,8 kr., og Sydbank falder 0,5 pct. til 154,2 kr.

Blandt fredagens regnskabsaktuelle selskaber falder Nordicom med 4,5 pct. til 2,33 kr. Ejendomsselskabet fastholder sine helårsforventninger efter et tredje kvartal, der bød på tilbagegang fra sidste år, men et lille overskud på bundlinjen på 1,1 mio. kr.

Simcorp stiger derimod 4,6 pct. efter et ifølge Nordea "godt" regnskab.

- Kvartalsresultatet var bedre end ventet og drevet af fortsat god omkostningskontrol. Samtidig købte kunderne flere tillægsordrer til de oprindelige ordrer, end vi havde ventet, skriver Nordea i en kommentar.

Simcorps omsætning steg til 54,6 mio. euro i tredje kvartal fra 48,6 mio. euro i samme periode sidste år. Bundlinjen steg over 50 pct. til 10 mio. euro fra 6,5 mio. euro.

Der kommer fredag tillige regnskab fra Scandinavian Brake Systems, SBS, og Tivoli. SBS stiger 3,2 pct. til 32 kr., mens Tivoli falder 1,1 pct. til 2930 kr.

/ritzau/FINANS