Carlsberg afvikler aktiviteter for discountsodavand (Opd)

 

Carlsberg afvikler sine aktiviteter på markedet for discount sodavand. Produktionen af sodavand på Saltum-Neptun Bryggeri stopper senest om to år, oplyser Carlsberg, der understreger at bryggeriet fortsat vil være i markedet for discount og private labeløl. Carlsbergs markedsandel på discount og private labeløl er lidt over 20 pct.

 

- Vi må desværre konstatere, at de markedsmæssige forudsætninger har gjort, at vi har svært ved at konkurrere på markedet for discount sodavand. Vi fik i 2006 et driftsunderskud i Saltum og finder det ikke forsvarligt at fortsætte i et marked, hvor vi ikke har udsigt til at tjene penge, siger Jesper Friis bestyrelsesformand for Saltum-Neptun Bryggeri og salgsdirektør for Off Trade i Carlsberg Danmark.

 

Bestyrelsen for Saltum-Neptun Bryggeri indleder forhandlinger med medarbejderne om at afvikle aktiviteterne inden for sodavand. Senest om to år ventes produktionen af sodavand at stoppe helt i Saltum i Nordjylland. Produktionen af Kildevæld i Saltum er ikke berørt af planerne. Beslutningen betyder, at der gradvist påtænkes nedlagt 30 - 40 arbejdspladser i Saltum.

 

Carlsberg går dermed helt ud af markedet for discount sodavand, mens Carlsberg fortsat vil være i markedet for discount- og private label øl. Denne produktion fortsætter uændret i Fredericia. Saltums markedsandel inden for discount sodavand er faldet fra 42 pct. i 2003 til 21 pct. i dag.

 

Carlsberg vil indlede forhandlinger med medarbejdernes repræsentanter om fratrædelsesvilkår og hjælp til at komme videre på arbejdsmarkedet. Disse forhandlinger ventes afsluttet i løbet af foråret.

 

Carlsberg har aftaler med kunder om levering af sodavand fra Saltum til udgangen af 2008. Efterhånden som aftalerne udløber, vil produktionen i Saltum blive skåret ned.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )