Cannabisselskaber i aktienedtur: »Der er tale om en decideret nedsmeltning«

Frem til januar var investorerne vidne til vilde stigninger i cannabisaktier, i takt med at flere lande skruede på lovgivningen. Men opturen er slut for nu, og de største selskabers aktier er faldet markant de seneste måneder. Det var ren hype, lyder det fra aktieekspert.

Foto: LEONHARD FOEGER.
Læs mere
Fold sammen

Efter en blid børsstart lykkedes det for alvor cannabisaktierne at slå hul til feltet i 2017.

Kurserne hos verdens største cannabisproducenter skød i vejret med trecifrede procentsatser, og helt indtil begyndelsen af 2018 kunne investorerne fejre aktietriumfen. Men siden toppen i januar i år er det eksplosive udbrud blevet trykket markant tilbage.

Aktien i Canopy Growth fra Canada, der er verdens største producent af medicinsk cannabis, er dykket fra 42,07 til 27,99 canadiske dollar, mens kursen på det næststørste cannabisselskab Aurora er blevet tæt på halveret fra 14,79 til 8,09 canadiske dollar. Det svarer til, at markedsværdierne er faldet med 11,8 milliarder kroner og 13 milliarder kroner.

Peter Garnry, der er aktiestrateg i Saxo Bank, bemærker, at det globale cannabisindeks er nede med 45 pct. siden toppen. Til sammenligning er det globale aktiemarked faldet fem pct. i samme periode.

»Der er tale om en decideret nedsmeltning i cannabisaktier,« mener Peter Garnry.

Han vurderer stadigvæk, at det er en interessant industri med et stort potentiale, da industriens omsætningen vokser kraftigt om end fra lave niveauer. Derudover er der stigende opbakning i den amerikanske og canadiske befolkning til cannabis til medicinsk brug og til fornøjelse, hvilket er vigtigt, da disse to lande udgør det primære marked for lovlig cannabis. Men selskabernes værdiansættelse er simpelthen for høj, mener Peter Garnry.

Investeringsøkonom hos Nordnet, Per Hansen, er i den forbindelse ikke bange for at benytte et malende billedsprog, når han sætter ord på cannabisselskabernes aktieudvikling de seneste måneder.

»Den fede investering er gået op i røg. Investorerne ikke er lige så euforiske over euforiserende stoffer længere,« siger han.

Investeringsøkonomen beskriver de eksplosive aktiestigninger for de store selskaber i efteråret som ren hype.

»Udviklingen var ikke drevet af reel viden om cannabismarkedet – men af opportune, stemningsdrevet investorer. Nu er den gode stemning så vendt.«

(Artiklen fortsætter nedenunder grafen).

Han peger på, at fornuften er vendt tilbage. Markedet for cannabis er stadig præget af enorm usikkerhed og skepsis, og selv hvis Canada legaliserer cannabis til sommer, er det langt fra givet resten af verden følger med som en sneboldeffekt. Der er ganske enkelt ikke nok, der på nuværende tidspunkt understøtter så høje aktiekurser, som vi så ved årsskiftet, vurderer han.

Siden aktierne toppede i begyndelsen af året, er der flere ting, som har fået investorerne til at vakle i troen på det store cannabiseventyr. Det politiske spil om at legalisere cannabis til privatforbrug er taget til, og der er nu sneget sig en større usikkerhed ind i forbindelse med den helt afgørende afstemning i parlamentet til juni. Her skal det endeligt vedtages, om Canada skal blive den anden nation i verden efter Uruguay, der helt skal legalisere produktion, salg og forbrug af marihuana.

Det er den canadiske premierminister Justin Trudeau, der står bag forslaget. Han tror på, at måden at bekæmpe narkohandel på, er at legalisere, beskatte og regulere handel med cannabis. Men det bliver ikke uden modstand fra oppositionen. Den konservative senator Claude Carignan har tidligere i år udtalt til Huffington Post, at forslaget skal stemmes ned, da det vil medføre for mange drastiske ændringer.

»Det bliver noget rod. Jeg tror ikke på, at regeringen er klar. Og de forsøger at haste forslaget igennem,« sagde han og udtrykte bekymring for færdselssikkerheden, det illegale marked og kontrollen med lovlig marihuana.

Der ligger altså fortsat et stort arbejde i at få styr på detaljerne i udmøntningen af forslaget. I de seneste måneder er der begyndt at falde flere detaljer på plads, men det har i virkeligheden taget en del af glansen af det jomfruelige marked. Producenterne må eksempelvis ikke reklamere for deres produkter eller benytte sig af kendte til at markedsføre produkterne.

Der bliver også restriktioner på emballagen, som bliver helt neutral. Det har fået branchen til brokke sig over, at de enkelte producenter ikke i særlig grad kan differentiere sig fra konkurrenterne.

I Danmark har regeringen indført en fireårig forsøgsperiode med medicinsk cannabis, der trådte i kraft 1. januar i år.