C20'erne ofrer investeringer for aktionærforkælelse

De danske C20-selskaber har de seneste to år brugt 200 mia. kr. på at forgylde aktionærerne gennem udbytte og aktietilbagekøb.

Foto: Jens Nørgaard Larsen. ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

Den strategi møder nu stor kritik fra eksperter, der i stedet opfordrer til at investere i fremtiden.

Det skriver Børsen.

- Når vi nu ser så lav en rente, kan det da undre, at virksomhederne ikke kan finde noget mere interessant at investere i, siger Claus Jørgensen, aktiechef i PKA, til Børsen.

Samme kritik kommer fra Otto Friedrichsen, der er aktiechef i Formuepleje. Han vurderer, at virksomhederne i højere grad burde sikre et solidt forretningsgundlag for fremtiden snarere end at belønne aktionærerne.

- Det er farligt, hvis investeringer i fremtiden bliver ofret for kortsigtet tilfredsstillelse af aktionærer. Det er nu, virksomhederne skal skabe den forretning, der holder dem kørende om 5, 10 og 15 år, siger Otto Friedrichsen til avisen.

A.P. Møller-Mærsk er et af de selskaber, der de sidste par år har brugt flest penge på at forgylde aktionærerne. Hele 61 mia. kr. har det lyseblå konglomerat brugt på udbytte og tilbagekøb de seneste to år, skriver Børsen.