C20: Vestas i årets top - GN Store Nord i årets bund (Opd)

(Opdateret med fredagens slutkurser)

Det toneangivende danske aktieindeks, C20, er i 2007 steget knap 5 pct. eller omkring 20 point, men der er store forskelle på de forskellige medlemmers bidrag til stigningen.

Året suveræne vinder blev Vestas, der siden nytår 2006 er mere end fordoblet i værdi. I den anden ende af skalaen ligger GN Store Nord, der har mistet over halvdelen af sin værdi i årets løb. Det viser en opgørelse foretaget af RB-Børsen på baggrund af data fra Bloomberg News. Opgørelsen dækker medlemmer i det nuværende C20-indeks og kun aktierne i den periode, de har været medlemmer. Samlet er 11 af de nuværende medlemmer faldet i værdi, mens 13 er steget.

Medtages hele årets kursudvikling for selskaberne og ikke kun den periode, de har været medlemmer af C20, ville D/S Norden have overhalet Vestas, da aktien er steget knap 140 pct. mod Vestas' stigning på knap 132 pct.

Ved sommerens revision røg Bang & Olufsen og Jyske Bank ud af indekset, mens A.P.Møller-Mærsk A kom tilbage sammen med Genmab. Den seneste revision sendte D/S Norden og NKT ind på bekostning af Coloplast og D/S Torm.

Vestas, der har været med i aktiernes superliga hele året, er som sagt steget 132 pct. og slutter året i rekordniveau. Aktien er båret frem af positiv interesse for vedvarende alternativer til olie og udsigterne til fortsat vækst i de kommende år. Vestas sluttede året af med en velspækket ordrebog.

På andenpladsen i toppen kommer aktierne i FLSmidth & Co., der er steget omkring 45 pct. Stor efterspørgsel efter cementproduktionslinier samt en stærk position også på mineralområdet er med til at bære aktien frem.

Medicinalkoncernen Novo Nordisk kommer ind på en tredjeplads med en stigning i årets løb på små 43 pct.

I den anden ende af skalaen er GN Store Nord feltets bundprop. Det kostede aktionærerne dyrt, at salget af selskabets høreapparatdel, GN Resound, til Sonova ikke kunne gennemføres, da de tyske konkurrencemyndigheder spændte ben for projektet. Aktien er i årets løb mere end halveret i værdi.

Halvt så galt er det gået for Danisco, der er faldet omkring 25 pct. i årets løb. Spekulationer i en udskillelse af Sukker-divisionen i en selvstændig enhed samt positive udsigter for enzymer til bioethanol har ikke været nok til at lokke interessen frem.

På tredjesidste pladsen ligger Topdanmark og Genmab side om side. Begge er faldet omkring 22 pct. Genmab dog kun på et halvt år, da aktien først kom med i C20-indekset ved sommerens revision.

C20-indeksets tungeste aktier - A.P.Møller-Mærsk - kom lige ud af 2007 med skindet på næsen. B-aktien, der har været med hele året ligger stort set som ved indgangen til året. A-aktien, der kun har været med siden sommer, er på det halve år faldet 20 pct.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )