C20 tilbage i rekordniveau

C20-indekset lukkede mandag med et lille plus på 0,2 pct. med inspiration fra udenlandske markeder, hvilket gav en C20-rekord i 513,29. I København var en del af fokus rettet mod A.P. Møller - Mærsk, DSV og banksektoren.

Rederiet D/S Torm lukkede 2,4 pct. højere i kurs 228,8. A.P. Møller - Mærsks B-aktie holder sig ganske tæt på sit rekordniveau og lukkede 0,7 pct. højere i kurs 74.800. Containerrederi Maersk Line har dog mærket, at den ventede vækst på handlen mellem Indien og USA er udeblevet.

- Vi har oplevet et fald i fragtraterne, men i vores segment langt fra så væsentligt som der bliver givet udtryk for, lyder vurderingen af Karsten Kildahl fra A.P. Møller-Mærsk over for RB-Børsen.

DSV sluttede 0,4 pct. højere i kurs 122,8. Den schweiziske logistikkoncern Kuehne & Nagel, der er konkurrent til DSV, aflagde mandag regnskab for andet kvartal, som viste solid omsætnings- og overskudsvækst på 16 pct. og 27 pct. Analytiker Lars Topholm fra finanshuset Carnegie venter, at DSV i højere grad kan udnytte mulighederne for krydssalg, hvilket sker hos Kuehne & Nagel.

- Der er en pæn underliggende vækst, og der er stor vækst ved krydssalg. Det er måske et sted, hvor man kan sige, at DSV kan gøre mere. Nu skal man selvfølgelig først have integreret Frans Maas, sagde Lars Topholm til RB-Børsen.

Carlsberg lukkede 1,1 pct. højere i rekord 730, efter at konsolideringsspekulationer igen prægede bryggeribranchen. Det amerikanske finanshuset Citigroup ser en stor chance for, at InBev vil fusionere med amerikanske Anheuser-Busch i de nærmeste år. Citigroup hævede sin anbefaling på InBev til "køb" fra "hold".

Jyske Bank lukkede 1,4 pct. højere i kurs 428. Investorerne afventer tirsdagens halvårsregnskab fra den Silkeborgbaserede bank. Den sønderjyske konkurrent Sydbank sluttede uændret i kurs 277, mens Danske Bank tabte 0,7 pct. til kurs 235,5.

Nordea, som aflagde regnskab for første halvår i sidste uge, lukkede 0,3 pct. højere i kurs 90. Mandag gentog analytiker Claus Højmark Jensen fra Jyske Bank sin akkumuler-anbefaling på Nordea.

Aktieugebrevet satte fokus på flere sjællandske banker, som ventes at tabe stort på en række usælgelige lejligheder på havnefronten, som bankerne har finansieret for et større antal private boligspekulanter. Amagerbanken tabte 0,6 pct. til kurs 360, mens Roskilde Bank lukkede 0,7 pct. lavere i kurs 603.

Blandt sidepapirerne oplevede Dantherm massiv kursfremgang på 8,1 pct. til kurs 188.

RB-Børsen