Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Transportkoncernen DSV fører an på et let stigende dansk aktiemarked onsdag middag efter et stærkt regnskab for andet kvartal og en opjustering af forventningerne til hele året.
Godt hjulpet af stigningen til DSV-aktien på 2,9 pct. til rekordkursen 427,30 kr. ligger C20 Cap-indekset ved 11.30-tiden 0,3 pct. højere i 1174,25, selv om A.P. Møller-Mærsk-aktierne og bankerne trækker i modsatte retning.
RAMMER OVER ANALYTIKERFORVENTNING
DSV kunne for andet kvartal fremvise et rekordhøjt driftsoverskud før særlige poster på 1240 mio. kr., mens aktieanalytikerne ifølge et estimat fra Ritzau Estimates havde ventet et overskud på 1187 mio. kr. i kvartalet.
- Det er et kvartal, der overrasker positivt trods meget høje forventninger. DSV skulle virkelig rende stærkt for at leve op til forventningerne, og det gjorde de med det her regnskab, siger analytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Markets.
Med regnskabet fulgte også en opjustering, og DSV sigter nu efter et driftsoverskud før særlige poster på 4500-4700 mio. kr. for hele året mod tidligere 4300-4600 mio. kr.
FÅR MERE UD AF FORRETNINGEN
DSV-topchef Jens Bjørn Andersen udtrykker stor tilfredshed med udviklingen.
- Det er gået en smule bedre, end vi troede for tre måneder siden. Der har været god udvikling på markederne, og vi har især i vores luft- og søfragtsdivision været i stand til at tjene flere penge på den højere volumen. Vi får ganske enkelt mere ud af vores forretning, siger han.
Ud over DSV er også Chr. Hansen på rekordkurs med en stigning på 0,9 pct. til 513 kr. Endvidere stiger Novo Nordisk 1,1 pct. til 269,70 kr. efter godt nyt fra USA, hvor den amerikanske indkøbsorganisation CVS Health heller ikke har lavet ændringer på sin tilskudsliste for Novo Nordisks diabetesmedicin næste år.
Meldingen kom tirsdag, og fulgte dagen efter at den amerikanske indkøbsgigant Express Scripts, der rådgiver en lang række amerikanske sygekasser, ligeledes holdt fast i tilskudsliste for diabetesmedicin. CVS Health vil samtidig stadig ikke give tilskud til Novo-konkurrenten Sanofis langtidsvirkende insuliner, Lantus og Toujeo, konstaterer analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen.
- Jeg anser det for moderat positivt, at Lantus og Toujeo stadig er ude, selv om det selvfølgelig er et spørgsmål om, hvilke rabatter Novo har måttet give, siger Sydbank-analytikeren.
Novo kommenterer i næste uge prisudsigterne på det amerikanske marked i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for andet kvartal.
MÆRSK OG BANKERNE I BUNDEN
Blandt de faldende aktier findes i bunden Mærsk med et fald til selskabets B-aktie på 0,9 pct. til 13.680 kr. Finanshuset Mainfirst har ellers hævet kursmålet for aktien med 800 kr. til 13.800 kr.
Bankerne hænger også lidt i bremsen, hvilket også gælder generelt på de øvrige børser i Europa. Nordea falder 0,9 pct. til 79,50 kr., Danske Bank ligger 0,6 pct. lavere i 253,50 kr., og Jyske Bank ligger i 392,30 kr. efter et dyk på 0,4 pct.
Uden for eliteindekset er der kommet regnskab fra Ringkjøbing Landbobank, som fulgte DSV's eksempel med en opjustering af forventningerne til hele året. Banken venter nu et basisresultat i intervallet 600-665 mio. kr. mod tidligere 515-615 mio. kr.
Bankens nettoresultat steg til 154 mio. kr. i andet kvartal mod 138 mio. kr. i samme kvartal året forinden, og bankens aktie ligger onsdag middag 0,9 pct. højere i 342 kr.
Zealand Pharma, der stiger 3,3 pct. til 125,50 kr. fortæller, at det nærmer sig en børsnotering i USA, hvor biotekselskabet med den nuværende aktiekurs håber at hente et pænt trecifret millionbeløb, der skal bruges på at udvikle nye lægemidler.
ANALYSENYHEDER
Af analysenyt kan nævnes, at HSBC har kigget nærmere på GN og William Demant og justeret kursmålet for de to aktier.
GN Store Nords kursmål er ifølge Bloomberg News blevet løftet til 203 kr. fra 185 kr., mens aktien har fået gentaget anbefalingen "køb". GN-aktien ligger til et plus på 0,5 pct. i 190,80 kr.
HSBC har ligeledes hævet kursmålet for William Demant til 153 kr. fra 135 kr., mens anbefalingen "reducer" består. WDH-aktien stiger 0,1 pct. til 167,1 kr.
Nordea har endvidere hævet kursmålet for aktien i betalingsselskabet Nets til 163 kr. fra 145 kr. Anbefalingen hedder fortsat "køb", og Nets-aktien stiger 0,3 pct. til 150,10 kr.