C20 indhenter noget af det tabte

Morgenstundens nedtur på det danske aktiemarked er reduceret, og C20-indekset ligger 0,4 pct. lavere i 477,42.

"Nordpacific" fra rederiet Norden Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Den sure stemning har udspring i tirsdag aftens sure amerikanske marked efter skuffende udtalelser fra den amerikanske centralbank, som sænkede renten de ventede 25 basispoint til 4,25 pct.

På Københavns Fondsbørs er det hovedsagligt de finansielle aktier, som er ramt af stemningen. Det er samme tendens investorerne kan finde på de europæiske fondsbørser.

Danske Bank falder 1,5 pct. til kurs 209, mens Nordea taber 1,5 pct. til kurs 84,8. Topdanmark falder 0,9 pct. til 790.

FLSmidth, som ligger 0,7 pct. højere i kurs 544, fik en række kontrakter til en samlet værdi af ca. 65 mio. dollar (ca. 330 mio. kr.,) med den canadiske virksomhed Goldcorp om levering af knuse- og formalingsudstyr samt flotationsceller til produktion af sølv, guld og zink på Penasquito-mineralanlægget i den mexicanske delstat Zacatecas.

- Ordren bekræfter, at strategien er helt rigtig, og FLS sidder nu på hele værdikæden. FLS har også en konkurrencefordel, påpeger analytiker i Sydbank Jacob Pedersen over for RB-Børsen.

Dagens C20-vindere er DSV og Lundbeck. DSV stiger 2,3 pct. til kurs 124, mens Lundbeck stiger 1,8 pct. til kurs 152.

D/S Norden, som ved næste indeksrokade bliver C20-medlem, stiger 3,2 pct. til 551. Norden vil udbetale 35 kr. pr. aktie svarende til i alt 307 mio. dollar i udbytte for regnskabsåret 2007. Det oplyser tørlastrederiet i en meddelelse.

Genmab ligger 0,3 pct. lavere i kurs 344. Schweiziske Roche har indsendt en Investigational New Drug (IND) ansøgning til FDA vedrørende et Genmab antistof, som er udviklet under selskabernes samarbejdsaftale. Genmab vil modtage en milestonebetaling fra Roche, som ikke påvirker Genmabs resultatforventninger for 2007.

RB-Børsen