C20-aktierne ventes at slippe rekordniveauet

Det er optræk til en negativ åbning på de europæiske aktiebørser tirsdag, hvor opmærksomheden blandt andet retter sig mod halvårsregnskabet fra forsikringskoncernen Topdanmark.

Foto: Malte Kristiansen

Vestas vil ligeledes være i fokus efter mandagens bratte nedtur og forud for onsdagens halvårsregnskab, og opturen for Mærsk kan blive stoppet af negative vibrationer fra udlandet.

»Vi skal lidt nedad fra åbningen efter fald i USA og Asien. Temaet i markedet er fortsat udsigterne for en nedtrapning af de amerikanske obligationsopkøb, og i den forbindelse kan der komme nyt onsdag med offentliggørelsen af referatet fra det seneste rentemøde i Federal Reserve,« siger rådgiver Jesper Bamberger fra Nordea til Ritzau Finans.

De asiatiske aktiebørser har oplevet klare fald tirsdag. Det gælder blandt andet børsen i Tokyo, hvor det ledende indeks lukkede 2,6 pct. lavere. Mandag faldt de amerikanske børser i øvrigt for fjerde dag i træk, og nedturen her kom primært efter den europæiske børslukning, hvilket ligeledes synes at understrege, at Europa har lidt fald til gode.

Futures på de store europæiske indeks peger da også mod fald - dog mere moderate fald end i Asien. I London indikeres FTSE 100-indekset 0,7 pct. lavere. Herhjemme satte C20 Cap-indekset sin 30. rekord i år efter en stigning på 0,1 pct. til 618,39.

Frygten for, om den amerikanske centralbank vil lette på speederen lidt for tidligt og reducere de økonomiske stimuli, som er sat i verden for at sætte gang i væksten, er fortsat det store samtaleemne blandt investorerne, som derfor holder lidt igen.

På den hjemlige scene vil fokus være på Vestas efter mandagens kursderoute samt på Topdanmark, der er aktuel med regnskabet for de første seks måneder af 2013. Topdanmark ventes at have klaret sig godt i andet kvartal og bedre end konkurrenten Tryg, men dog ikke helt på niveau med samme kvartal sidste år. Det viser en sammenstilling af estimater foretaget af SME Direkt.

Konsensus er et forsikringsteknisk resultat på 322 mio. kr. med 363 mio. kr. som det mest optimistiske estimat. Topdanmarks combined ratio ventes at lande på 85,9 pct. Aktien steg mandag 0,9 pct. til 153,4 kr.

Vestas blev mandag ramt af nervøse trækninger hos investorerne og faldt 10,9 pct. til 102,9 kr. forud for onsdagens halvårsregnskab fra vindmølleproducenten. Såvel Jyske Bank som Handelsbanken sænkede mandag deres anbefaling af aktien til "reducer" efter den senere tids markante stigninger i aktien. I 2013 er aktien steget 223 pct. fra 31,86 kr.

Kursfesten for Mærsk-aktien kan være slut i denne omgang efter et bredt fald i det asiatiske shipping-aktier tirsdag. Mitsui OSK, China Cosco, Hanjin Shipping, og Kawasaki Kisen er alle faldet over 3 pct., mens Nippon Yusen og Neptune Orient Lines er faldet henholdsvis 1,7 og 1,4 pct.

Endnu et finanshus har dog hævet anbefalingen af Mærsk efter sidste uges opløftende regnskab fra selskabet. Det er finanshuset Macquarie, der nu har »outperform« på Mærsk-aktien mod tidligere »underperform«. Mærsk B steg mandag 2,4 pct. til 50.250 kr. efter en stigning fredag på hele 9,7 pct.

»Det kan ikke udelukkes, at der kommer lidt gevinsthjemtagning. Men det er en aktie, som vi ser meget positivt på på længere sigt. Mærsk har formået at skabe nogle gode resultater under en svær makroøkonomisk situation. Hvordan vil det så ikke se ud, når økonomien bliver bedre,« siger Jesper Bamberger.

Der kommer tirsdag endvidere regnskab fra Ambu. Det gælder tredje kvartal af det forskudte regnskabsår 2012/13. Fokus vil blandt andet være på, hvordan det går med integrationen af King Systems, som Ambu købte for 120 mio. dollar i december sidste år.

Ambu venter for hele 2012/13 en EBIT-margin på ca. 12 pct. før særlige poster, en EBITDA-margin før særlige poster på ca. 17,5 pct. og en omsætning på 1125 mio. kr. Ambu-aktien faldt mandag 0,8 pct.