Budkrig om Jesper Buchs livsværk: Just Eat brager 25 pct. frem på børsen efter nyt milliardbud

Just Eat har fået endnu et overtagelsestilbud – denne gang fra investeringsgruppen Prosus, der tilbyder ca. 20 pct. mere for den danskstartede virksomhed end rivalen Takeaway.com.

Just Eat er en af de største danske internetsucceser og blev stiftet af blandt andre serieiværksætter og investor Jesper Buch i 2001 Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

Just Eat er igen en investorfavorit, efter at take away-platformen har fået endnu et overtagelsesbud.

Investeringsgruppen Prosus har budt 4,9 mia. pund svarende til 42 mia. kroner for virksomheden, hvilket sendte aktien op med 25 pct. på børsen i London og gjorde Just Eat til tirsdagens bedste aktie i Europa.