Bryde sætter sig i chefstolen i Nordic Tankers

Steen Brydes stillingsbetegnelse er både blevet ændret og udvidet med en ekstra titel i Nordic Tankers.

Læs mere
Fold sammen
Den omdiskuterede erhvervsmand oplyser i indkaldelsen til den ekstraordinære generalforsamling, at han overtager den tomme plads som administrerende direktør i Nordic tankers samtidig med at han afgiver posten som bestyrelsesformand til Jesper Bo Nielsen og selv indtager pladsen som menigt bestyrelsesmedlem.

- Jeg er trådt ind som administrerende direktør, fordi vi ikke har nogen i øjeblikket. Jeg har valgt at blive administrerende direktør, fordi jeg har den største kendskab til selskabet og til aftaler, partnere og skibe, siger den nyudnævnte direktør til RB-Børsen.

Samtidig genopstiller han til bestyrelsen i rederiet ved den ekstraordinære generalforsamling den 18. februar, og tanken er, at Steen Bryde fortsætter som administrerende direktør selvom han bliver genvalgt til bestyrelsen.

- Jeg har valgt at genopstille for at bevare en kontinuitet i bestyrelsen, for ellers er det en helt ny bestyrelse. Og eftersom der er to ledige pladser i bestyrelsen, ser vi det som et samarbejde. Vi har valgt at se sådan på det, fordi der har været så mange skriveriet og polemik om selskabet. Nu har vi taget skridtet fuldt ud og ønsker vitterligt at tjene aktionærerne maksimalt. Derfor går vi ikke ind og decideret stiller modkandidater, siger Steen Bryde.

Målet med Nordic Tankers er at afvikle selskabet, og derfor er rederiets målsætning at sælge flåden og udlodde udbyttet til aktionærerne. Kredsen af utilfredse aktionærer, der begærede den ekstraordinære generalforsamling, er enige i realiseringsstrategien, fortæller Steen Bryde.

RB-Børsen