Brøndby: Codan stopper som sponsor - ændrer sponsorstrategi(Opd)

 

Codan ændrer sponsorstrategi, og det indebærer blandt andet, at forsikringskoncernen stopper som sponsor for fodboldklubben Brøndby, oplyser Codan.

 

- Vi står med en fuldstændig ny og meget spændende sponsorstrategi. Det vil betyde omlægninger af vores sponsorater i både Codan i Danmark og i koncernens datterselskaber i det øvrige Norden, siger kommunikationsdirektør i Codan, Jeanette Fangel Løgstrup, og fremhæver tre kerneområder, som koncernen fremover vil koncentrere sig om:

 

- Det strategiske fokus vil i alle de nordiske lande fremover være børn, sundhed og skadeforebyggelse.

 

En følge af den nye nordiske sponsorstrategi er, at Codan Forsikrings nuværende hovedsponsor-aftale med Brøndby IF ikke forlænges, når den nuværende kontrakt udløber efter næste spillesæson i juni 2008. Codan Forsikring har været hovedsponsor i Brøndby IF siden 1992, og samarbejdet er et af Danmarks længst varende og mest kendte sponsorater.

 

- Brøndby IF er et flagskib i dansk fodbold og uden tvivl en af de mest betydningsfulde klubber i professionel fodbold de seneste 20 år. Vi har været meget glade for samarbejdet gennem årene, og hovedsponsorat har spillet en central rolle for, at Codan-navnet i dag når langt ud i den danske befolkning, siger Jeanette Fangel Løgstrup.

 

Selvom kontrakten mellem Brøndby IF og Codan Forsikring først udløber til sommer næste år, sker udmeldingen nu i god tid for at sikre klubben tid i det videre arbejde med at finde sig en ny hoved-sponsor. Hensigten er, at Codan Forsikring fremover vil fortsætte sit engagement i Brøndby IF som sponsor inden for områder som børn, sundhed og skadeforebyggelse i tråd med den nye sponsor-strategi.

 

- Vores samarbejde med Codan, som nu har strakt sig over 15 år, er unikt i dansk fodbold. Selvom det ikke bliver som hovedsponsor, er vi derfor glade for, at Codan ønsker at blive i klubben, trods ændringen i selskabets sponsorstrategi, siger Per Bjerregaard fra Brøndby.

 

Codan-koncernens markante hovedsponsorat i Sverige løber også ud.

 

- Codan Forsikring har igennem sit datterselskab, Trygg-Hansa, i Sverige været hovedsponsor for hele den svenske hockeyliga uafbrudt i 14 år. Også dette hovedsponsorat udløber nu for at give plads til en styrket nordisk strategi, siger Jeanette Fangel Løgstrup.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )