Brøndby bekræfter: Er på vej med ny topchef

Fodboldklubben Brøndby IF bekræfter, at det i øjeblikket er ved at ansætte en ny administrerende direktør.

Foto: Anders Kjærbye

Meldingen kommer, efter at flere medier i løbet af torsdagen har skrevet, at klubben fra Vestegnen vil skubbe den nuværende topchef, Jesper Jørgensen, tilbage i en rolle som finansdirektør.

- Brøndby IF kan bekræfte, at bestyrelsen på et bestyrelsesmøde den 26. august har besluttet at udvide direktionen fra én til to personer. På sigt betyder det, at den nuværende CEO vil rokere og blive ny CFO, og derfor er man i en proces ift. ansættelse af ny CEO, skriver klubben i en meddelelse til fondsbørsen.

Jesper Jørgensen har ledet klubben, siden Tommy Håkansson blev fyret i februar 2014.