Britisk bookmaker topper europæiske markeder efter flotte resultater

Spillene er tilsyneladende faldet godt ud for britiske Kindred Group - det tidligere Unibet - i fjerde kvartal, hvor resultaterne overgik forventningerne blandt analytikerne.

Læs mere
Fold sammen

Det får samtidig selskabet til at foreslå et løftet udbytte, og aktien stiger til tops i Europa.

Kindred Group leverede en omsætning på 152,8 mio. pund i fjerde kvartal mod ventet 149,6 mio. pund blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Det blev omsat til et resultat før skat på 30,1 mio. pund mod ventet 26,5 mio. pund blandt analytikerne.

Kindred peger desuden på, at der var høj aktivitet på tværs af alle platforme i fjerde kvartal, hvilket har bragt omsætningen op på det højeste niveau nogensinde.

Selskabet havde cirka 1,15 mio. aktive brugere ved udgangen af 2016 mod godt 920.000 et år tidligere.

Som udbytte for regnskabsåret 2016 foreslår Kindred Group-bestyrelsen 0,31 pund per aktie mod ventet 0,26 pund blandt analytikerne og 0,24 pund for regnskabsåret 2015.

Unibet er startet i Storbritannien, men har hovedsæde på Malta og er noteret på børsen i Stockholm. Her stiger aktien tirsdag eftermiddag med 10 pct. til 85,90 svenske kr. Det er samtidig også nok til en placering helt i toppen af det paneuropæiske Stoxx 600-indeks.