Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Sidste uges nyhed om Søren Skou som ny topchef for A. P. Møller-Mærsk udløste en mindre kursfest for Mærsk-aktien. Men den er allerede lukket og slukket.
Mandag er Mærsk-akiterne igen blevet ramt af kursfald. Denne gang på hele 8,5 pct. Og efter fredagens kursfald på tre pct. er B-aktien nu tilbage på kurs 8.100 - dvs. under kursen før torsdagens fyring af Nils Smedegaard Andersen.
Torsdag eftermiddag steg Mærsk-aktien med næsten 12 pct., efter at det blev annonceret, at koncernen skifter topchef.
»Det, som driver nedturen for aktien nu, er Brexit. Maersk har ikke ret meget direkte forretning i England. Men alt, hvad der peger mod en lavere vækst i verdensøkonomien og ikke mindst en lavere oliepris, rammer en aktie som Mærsk, fordi den er meget afhængig af konjunkturerne,« siger senioranalytiker Morten Imsgard fra Sydbank.
Han fremhæver, at aktien fremadrettet forsat vil være ramt af nervøsiteten omkring verdensøkonomien. Det, som kan trække i den anden retning for aktien, er nye, gode virksomhedsspecifikke nyheder.
»Aktien steg på baggrund af nyheden om en CEO, men endnu mere fordi der kom en ny strategiplan. Den betyder, at A. P. Møller-koncernen måske bliver splittet op. Når det sker finder investorerne ud af, at der gemmer sig mere bag murene, end de havde regnet med,« siger Morten Imsgard.
»Det, som skal drive aktien op, er virksomhedsspecifikke begivenheder. Eksempelvis at Maersk vinder det store udbud omkring oliefeltet i Qatar. Hvis containerraterne stiger, vil det også kunne hjælpe kursudviklingen,« siger Morten Imsgard.
A. P. Møller Mærsk-aktien var en af de C20-aktier, som mandag faldt mest.