Brasiliens kredit-rating på vej mod "junk"-status

Kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor's (S&P) advarede tirsdag, at Brasiliens kreditvurdering er i risikozonen for at dykke fra "investment grade" til "junk".

Kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor's (S&P) advarede tirsdag, at Brasiliens kreditvurdering er i risikozonen for at dykke fra "investment grade" til "junk". Fold sammen
Læs mere
Foto: EVARISTO SA

Det sker i takt med sløve vækstudsigter og skadelige politiske magtkampe, der fjerner fokus fra landets offentlige finanser.

Det skriver Financial Times.

- Risikoen for kollaps er steget. Og denne risiko, som stammer fra politiske og økonomiske aktiviteter, er skyld i det, som vi vurderer er en én-til-tre sandsynlighed for, at kreditvurderingen kan glide yderligere, siger Lisa Schineller, kreditanalytiker hos S&P, til Financial Times.

Landets kreditvurdering er lige nu "BBB-", hvilket er det laveste "investment grade"-niveau og derved ét niveau over "junk". Ender Brasilien med "junk"-status, vil det gøre det vanskeligt at optage lån og derved opretholde økonomisk vækst.

En række analytikere venter ifølge Financial Times, at den brasilianske vækst dykker mindst 2 pct. i 2015, og flere spår endda økonomisk kontraktion.

Udsigterne til en potentiel nedgradering svækkede tirsdag den brasilianske valuta, real, 2 pct. over for dollar, men er siden stabiliseret. I 2015 er real svækket i alt 21 pct. over for dollar og vinder derved titlen som den dårligst præsterende valuta blandt verdens største valutaer.