Bookmaker: Børsnoteringer udskydes på grund af OW Bunker

I kølvandet på børsskandalen med OW Bunker har bookmakeren Betsafe opstillet et væddemål, hvor man kan spille på, hvornår vi ser den næste større danske børsintroduktion. Ifølge oddsene vil der gå lang tid.

Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

OW Bunkers forlis betyder, at der kommer til at gå en rum tid, før København atter vil danne ramme om en børsnotering. Det vurderer bookmakeren Betsafe, der lever af at vide, hvilken vej vinden blæser og indgå væddemål, hvor sandsynlighederne tipper til egen fordel.

Og ifølge Betsafe er det endog særdeles usandsynligt, at der kommer en ny børsnotering inden året er omme. Sker det, får man pengene 25 gange igen. Også odds for at næste large og midcap-introduktion kommer i første og andet kvartal af 2015 ligger højt og over fem, mens et spil på, at den næste børsnotering først kommer efter den 1. januar 2016 kun giver pengene 2,75 gange igen.

- Sandsynligheden for en børsnotering det næste års tid er blevet væsentligt formindsket på grund af hele den her misere med OW Bunker. De kapitalfonde og andre, der vil gennemføre en notering, tror jeg simpelthen ikke vil føle, at de får en tilstrækkelig betaling ved en notering. Derfor vil de udskyde det, siger Thomas Holm, der er oddssætter hos Betsafe, til Ritzau Finans.

Han regner med, at man skal helt hen i anden halvdel af 2015, formentlig fjerde kvartal, før det er realistisk, at der kommer en børsnotering.

Her er Betsafes odds på næste large- eller mid cap-introduktion på børsen i København:

Inden 31. december 2014 giver pengene 25,00 gange igen

I første kvartal 2015 giver pengene 6,00 gange igen

I andet kvartal 2015 giver pengene 5,25 gange igen

I tredje kvartal 2015 giver pengene 3,8 gange igen

I fjerde kvartal 2015 giver pengene 3,5 gange igen

1. januar 2016 eller senere giver pengene 2,75 gange igen

/ritzau/FINANS