Bogen, der ryster Wall Street og storsælger i USA

Højfrekvenshandler på aktiemarkedet er blevet et hedt emne i USA og fokus for en FBI-efterforskning, efter at forfatteren Michael Lewis har taget emnet under kærlig behandling i en ny bestseller, der efter en måned i butikkerne er blandt årets største succeser.

Michael Lewis' bog, Flash Boys, storhitter i USA. Fold sammen
Læs mere
Foto: T.J. Kirkpatrick
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Umiddelbart burde det næppe være opskriften på en bestseller. 288 sider, ganske vist velskrevne, men om et emne, der ikke ligefrem er kendt for at få folk til at strømme til den nærmeste boghandel. Aktier.

Men når forfatteren hedder Michael Lewis, en stjerne i amerikansk finansjournalistik, og emnet rammer lige ned i en tid præget af økonomisk usikkerhed, Occupy-bevægelser og hastigt stigende aktiekurser, er det blevet muligt at gøre bogen til en storsællert. Flash Boys er navnet på bogen, der lige nu bliver revet ned af fysiske og virtuelle boghylder og sender chockbølger igennem den amerikanske finansdebat.

Michael Lewis, der tidligere har skrevet om finanskrisen, afdækker i bogen, hvordan aktiehandlere, fondsbørser og store Wall Street-selskaber tjener milliarder på high frequency trading, på dansk højfrekvenshandler, der giver dem selv og deres kunder meget vigtige informationer et millisekund før alle andre. Højfrekvenshandel er ikke et nyt fænomen, men den feterede forfatter giver med udgivelsen den almindelige amerikaner kendskab til et system, som han selv over for britiske The Guardian har kaldt »vanvittigt.«

Helt konkret er der investeret milliarder i højhastighedskabler og maskiner med hemmelige programmer, der er i stand til at modtage informationer om markedets udvikling langt hurtigere, end det er muligt at registrere på en computer eller kursticker - hurtigere end for markedet selv. Og dermed får højfrekvenshandlere mulighed for at reagere - og handle - på informationerne før alle andre.

»De evner at identificere din interesse i at købe en Microsoft-aktie, købe den før dig og så sælge den til dig til en højere pris,« siger Michael Lewis i et interview til amerikanske 60 Minutes, hvor han udtrykker sin undren over, at metoden faktisk ikke er ulovlig, som det er i dag.

»Det er sindssygt, at det er lovligt for nogle at få forhåndskendskab til priser, og hvad andre investorer er i gang med at foretage sig. Det er simpelthen hul i hovedet og burde ikke ske,« siger han.

På den måned, der er gået, siden bogen landede i de amerikanske butikker, er Flash Boys solgt i et voldsomt tempo, som næsten kun, ja, højfrekvenshandler på aktier kan hamle op med. I den første uge blev der solgt 130.000 ekspemplarer, og bogen har siden ligget nummer et på både New York Times' og Amazon.coms bestseller-liste. Først da den franske økonom, Thomas Piketty, udgav sin bog om kapitalismen i det 21. århundrede, måtte Michael Lewis' vige førstepladsen. Han kan til gengæld trøste sig med allerede at have solgt filmrettighederne til bogen til Columbia Pictures, der altså ikke er i tvivl om, at aktier og algoritmer kan gå hånd i hånd med popcorn og cola.

Men bogen er andet end underholdning. FBI har sat en efterforskning i gang, der skal undersøge, hvorvidt der reelt er tale om insiderhandel, når højfrekvenshandlere kan agere på information, der ikke er offentligt tilgængelige.