Vi er end ikke to uger inde i det nye år, før der allerede har været fuld knald på finansmarkedet. Alene i denne uge har vi oplevet såvel panik som optimisme, der først fik aktierne til at dykke og senere sendte dem mod friske rekorder. På samme rutchebane kørte også guld, der steg til den højeste pris siden 2013 for sidst på ugen at lukke med et fald.
Som så mange gange før har de store udsving været drevet af USAs præsident, Donald Trump. På præsidentens foranledning dræbte USA ved hjælp af en drone den højtstående iranske general Qassem Soleimani, hvilket øjeblikkeligt udløste frygt for en større konflikt i Mellemøsten.