Børsbarometer: Rekorderne er tilbage på aktiemarkedet – men det mest overraskende sted

Politisk kaos, en inflationskrise, massive strejker og en økonomi i knæ. Det lyder ikke som opskriften på et bomstærkt aktiemarked, men ikke desto mindre er det virkeligheden for et af verdens største aktieindeks.

Britiske aktier ramte deres højeste kurs nogensinde i løbet af ugen – selvom landets økonomi er i krise.  Tolga Akmen/AFP/Ritzau Scanpix (arkiv)

Det er efterhånden længe siden, at vi har talt om rekorder på aktiemarkedet.

Tilbage i vinteren 2021-2022 var det ellers hverdagskost, hvor store indeks som S&P 500, det tyske DAX og vores eget eliteindeks C25 i en utrættelig optur næsten dagligt klatrede til deres højeste niveauer nogensinde. Men så ramte inflationen. Rusland invaderede Ukraine. Centralbankerne satte renterne voldsomt op. Og rekordernes tid røg i glemmebogen i takt med, at aktiemarkedet i løbet af 2022 røg længere og længere ned i kulkælderen.