Børsbarometer: En gentagelse af 1973 og 2008? Derfor er aktier truet af energikrisen

Efteråret kan byde på den værste kombination af dem alle – stigende renter og inflation, mens den økonomiske vækst løjer af. Meget afhænger af de eksploderende priser på naturgas, der i Europa truer med at skabe en energikrise, der sender tankerne tilbage til 1970erne.

Det kan blive en kold vinter i Europa – både for forbrugerne og aktiemarkedet – hvis naturgaspriserne fortsætter i vejret. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Den her var der vist ikke mange, der havde set komme – energikrisen, altså.

Da analytikere for et par måneder siden kiggede i krystalkuglen for efteråret, var det deltavarianten, stigende inflation og renter, en økonomisk afmatning og flaskehalse i forsyningskæderne, der toppede den lange liste over alle de ting, som kunne afspore 2021s aktiefest. Truslerne var altså rigelige, men pegede på ingen måde i retning af den energikrise, der nu har sendt en kæberasler til især Europa.