Børsåbning: Små udsving og plus til energiaktierne Vestas og Ørsted

Læs mere
Fold sammen

De danske aktier starter torsdagen med små bevægelser i et generelt nyhedsfattigt marked, hvor nogle af de større selskaber som Vestas og Novo Nordisk stiger, uden at det er nok til at sikre et samlet plus til eliteindekset, C25.

Efter kort tids handel falder C25-indekset 0,1 pct. til 1136,43, og dermed er det på vej mod endnu en negativ handelsdag. Det er ikke lukket i plus siden tirsdag i sidste uge.

De seneste dages nervøsitet har særligt været udløst af uroen på de nye markeder - emerging markets - ligesom investorerne har været spændte på den seneste udvikling i handelskrigen mellem USA og Kina.

I forhold til sidstnævnte ventes USA op til weekenden at annoncere yderligere straftold på import af kinesiske varer for 200 mia. dollar, hvilket vil blive besvaret prompte ifølge Kina.

Herhjemme er altid indekstunge Novo blandt de bedre præsterende aktier med en stigning på 0,2 pct. til 306,95 kr. Det sker uden større bagvedliggende nyheder.

Også Vestas ligger med i den positive ende med et plus på 0,5 pct. til 429,40 kr. Vindmølleproducenten har fået et skulderklap af den spanske storbank Santander, der giver den danske aktie en købsanbefaling og et kursmål på 521,10 kr.

Fra energisektoren er der ligeledes plus til Ørsted, der går op med 0,8 pct. til 398 kr. Energiselskabet venter ifølge Finans, at der i 2030 vil være opstillet 100 gigawatt offshore-vindkapacitet, og ud fra udsigten til den enorme vækst tror Ørsteds chef for vindforretningen, Martin Neubert, at de senere års prispres vil aftage.

Ørsted ligger ifølge Berlingske Business desuden i forhandlinger med franske Total, der ønsker at tage del i vindenergimarkedet som supplement til olie- og gasforretningen.

Nordea stiger 0,6 pct. til 69,22 kr. efter at have fået de norske konkurrencemyndigheders velsignelse til at gennemføre købet af norske Gjensidige Bank.

Carlsberg ligger med i bunden af eliteindekset med et fald på 1,0 pct. til 766,60 kr. Bryggeriet har kunnet fortælle, at det med en række nye tiltag vil reducere sin miljøpåvirkning, og som en sideeffekt ventes indtjeningen også at blive forbedret, da omkostningerne bliver lavere.

Servicegiganten ISS, som falder 0,6 pct. til 215,80 kr., kan skæve til den franske rival Sodexo, der torsdag holder kapitalmarkedsdag. Her vil selskabet blandt andet fortælle om, hvordan koncernen vil opnå en organisk omsætningsvækst på over 3 pct. i regnskabsåret 2019/2020.

Uden for eliteindekset lykkedes det onsdag NKT at få den planlagte refinansiering på plads efter udstedelse af hybridobligationer til en værdi af 150 mio. euro. Samtidig trådte en ny revolverende fireårig kreditfacilitet på 300 mio. euro i kraft. Torsdag morgen ligger aktien uændret i 163 kr.

Endelig falder Totalbanken 7,4 pct. til 58 kr., efter at to oprørske aktionærer onsdag uden held på en ekstraordinær generalforsamling prøvede at overbevise flertallet af aktionærerne om at pålægge bestyrelsen at undersøge mulighederne for en branchekonsolidering.

/ritzau/FINANS