B&O/dir.: EF-sag om Beolab 8000 ren forebyggelse

 

På onsdag i næste uge ventes dom ved EF Domstolen i Bang & Olufsens sag om varemærket Beolab 8000, som benyttes til en højttaler. I sagen har Bang & Olufsen sagsøgt Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked, og målet er at få gjort Beolab 8000 til et beskyttet varemærket.

 

- Rent økonomisk har det ingen stor betydning for os, siger Kim Bo Hansen, der er chef for B&O' juridiske marked.

 

Han forklarer, at EU-reglerne normalt giver designbeskyttelse i en periode på 20 år.

 

- Beolab 8000 er begyndt at nærme sig tidspunktet, hvor designbeskyttelsen ophører. Det betyder ikke, at vi er efterladt uden nogen form for beskyttelse, men vi vil gerne have, at det også bliver beskyttet som varemærke. Det stiller os stærkere, hvis nogen vil forsøge at kopiere det. Man kan godt kalde det rettidig omhu fra vores side, siger Kim Bo Hansen og tilføjer, at B&O ikke har kendskab til, at nogen konkurrenter går med tanker om at kopiere højttaleren, der har form som en blyant.

 

De andre regler, som Beolab 8000 er beskyttet af, er ifølge den juridiske direktør blandt andet den danske markedsføringslov.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )