B&O-topchef: »Vi var døden nær«

Bang & Olufsen-direktør Karl Kristian Hvidt Nielsen erkender, at selskabet var truet på eksistensen, men han understreger, at det pressede selskab er på vej mod bedre tider.

Læs mere
Fold sammen
Den ellers så hæderkronede teknologivirksomhed Bang & Olufsen i Struer kunne i dag fremvise et regnskab med et historisk underskud på over en halv milliard kroner.

Krisen og manglen på fornyelse har ramt det danske designklenodie på både stoltheden og pengepungen, og regnskabet gav ikke megen optimisme blandt virksomhedens hårdt prøvede investorer, der igen sendte B&O-aktien i frit fald.

Ser lyst på fremtiden

Fra markedets side er der nemlig stor frygt for, at det jyske selskab med en stribevis af butikslukninger ikke kan leve op til sine egne ambitioner om et stigende salg i den kommende tid, hvilket i værste fald kan tvinge topchef Karl Kristian Hvidt Nielsen til at nedjustere for fjerde gang, siden han tiltrådte i april sidste år.

Selv ser B&O-chefen - i daglig tale kaldet Kalle - dog lyst på fremtiden og markedet og investorernes dommedagsprofetier. Og det til trods for, at han i dag kunne fremvise et underskud på over 500 mio. kr.

”Det er absolut ikke tilfredsstillende og især ikke for en virksomhed som B&O. Det, man skal huske på, er, at selskabet stod i en livstruende situation. Og det kunne være gået rigtigt galt, hvis ikke der bliver gjort noget ved det,” siger direktøren, der understreger, at selskabets ledelse har gjort en række ting for at forbedre situationen.

Penge i kassen

”Vi har sat en række ting i søen blandt andet med vores Pole Position-strategi, som vi lancerede i oktober, og det giver os troen på, at vi er på vej i den rigtige retning,” siger Karl Kristian Hvidt Nielsen.

Ud over produkter hæfter B&O-chefen sig ved, at virksomheden hentede over 400 mio. kr. på børsen i foråret, hvilket har været med til at sikre firmaet rent finansielt.

Læs hele interviewet med Karl Kristian Hvidt Nielsen i Berlingske Business i morgen.