B&O-aktien tager kvantespring efter prisrygter

Der er fart på B&O-aktien onsdag morgen, efter at der er kommet rygter frem om den pris, som den kinesiske rigmand Qi Jianhong skulle være klar til at betale for den danske elektronikkoncern.

Bang & Olufsens aktier stiger, efter nyheds om kinesisk bud. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Ifølge Berlingske Business er det et bud på 85 kr. per aktie, som er bragt i spil, og det tolker investorerne på aktiemarkedet positivt, da aktien stiger 10,30 pct. til 75 kr.

Tirsdag erklærede Qi Jianhong sin kærlighed til Bang & Olufsen og oplyste, at han overvejer et bud på selskabet, der igennem flere måneder har været på vej mod et salg.



Et bud på 85 kr. per aktie, der værdisætter Struer-koncernen til 3,6 mia. kr., skulle dog ifølge Berlingske Business' oplysninger ikke være tilstrækkeligt til at få bestyrelsen i Bang & Olufsen til at nikke ja.



Prisen er heller ikke umiddelbart høj nok for Gudme Raaschou Asset Management, der ejer 2 pct. af aktierne i B&O. Selskabets porteføljechef, Søren Krohn, siger til Børsen, at en pris på 100 kr. per aktie synes fair.

Skulle Qi Jianhong ende med at fremsætte et offentligt købstilbud, bliver det gennem hans eget private selskab, der er registreret på De Britiske Jomfruøer.

Den kinesiske rigmand er desuden storaktionær i Hongkong-selskabet Sparkle Roll Group, der i forvejen forhandler B&O-produkter sammen med en række luksusprodukter som biler, ure og franske vine.

B&O og Sparkle Roll Group har siden 2012 haft et samarbejde om salg af produkter i Kina.