Blandede amerikanske resultater - men Bernanke trak markedet op

De amerikanske aktier steg igen torsdag. Markedet var positivt fra morgenstunden efter pæne nøgletal for nytilmeldte ledige, som blev offentliggjort en time før markedets åbning.

WASHINGTON, DC - JULY 18: Federal Reserve Board Chairman Ben Bernanke testifies before the Senate Banking, Housing and Urban Affairs Committee July 18, 2013 in Washington, DC. Bernanke testified on the semi-annual monetary policy report to Congress Win McNamee/Getty Images/AFP == FOR NEWSPAPERS, INTERNET, TELCOS & TELEVISION USE ONLY == Fold sammen
Læs mere
Foto: WIN MCNAMEE
Dagens handel var præget af en håndfuld regnskaber fra store selskaber, men resultaterne var blandede. Tungest vejede dog centralbankchef Ben Bernankes tale til de amerikanske politikere i Repræsentanternes Hus i Kongressen onsdag, hvor det blev slået fast, at Federal Reserve vil have en fleksibel tilgang til nedtrapning af de pengepolitiske stimuli.

Dow Jones Industrial Average sluttede torsdag med en stigning på 0,5 pct. i rekorden 15.548,54, mens det bredere S&P 500-indeks ligeledes endte 0,5 pct. højere i rekordniveauet 1689,37. Teknologiaktierne i Nasdaq-indekset kunne ikke følge med at sluttede med et marginalt plus i 3611,28.

Futures på de amerikanske aktieindeks handles med fald på 0,1-0,3 pct. i Asien.

- Det underliggende koncept af, hvad Bernanke forsøger at opnå, er ved at ved at sive ind, og det er en god ting. Markedet er ved at forstå, at en nedtrapning er på vej, at økonomien er i bedring, og at renten stadig vil være lav endnu et stykke tid. Ledighedstallene var bedre end ventet. Resultatudviklingen er OK. Alt i alt er det svært ikke at være "bullish" på markedet, siger aktiechef Rick Fier fra Conifer Securities i New York til Bloomberg News.

Inden åbningen fik markedet nøgletal for nytilmeldte ledige, som viste et fald i antallet af arbejdsløshedsansøgninger til 334.000 i sidste uge fra 358.000 nytilmeldte ledige ugen før. Analytikerne havde kun turdet håbe på et fald til 345.000 ledige.

Til gengæld var der ikke meget at glæde sig over for de ti nøgletal, som indgår i de ledende indikatorer. Indikatorerne var uændrede i juni, hvilket var en skuffelse i forhold til markedets forventning om en stigning på 0,2 pct. Men skuffelsen blev opvejet af en overrskende god udvikling i indekset over erhvervslivets forventninger fra Federal Reserve Bank of Philadelphia. Her viste indekset en stigning til 19,8, hvilket skal ses i forhold til et ventet indeks på 8,0.

Fra selskaberne var der sent onsdag regnskab fra IBM og Intel. Mens IBM løftede forventninger en smule, skuffede Intel med en nedjustering. Også internethandelsplatformen Ebay lå i den lave ende af estimaterne, hvilket trak Nasdaq ned mod nulpunktet.

Der var gode takter fra finanssektoren, hvor et godt regnskab fra storbanken Morgan Stanley var med til at trække op i set samlede billede.

Teknologigiganterne Google og Microsoft offentliggjorde skuffende regnskaber efter lukketid.

/ritzau/FINANS