Biotektekselskaber i topform på stille aktiedag

Tirsdagens aktiehandel var domineret af selskaber uden for det fineste selskab på en dag, der generelt ikke indeholdt store udsving blandt de danske papirer.

Aktierne startede lidt underdrejet, men fik sig i løbet af dagen sneget op i et plus omkring de 0,2 pct. Sidst på eftermiddagen blev der imidlertid serveret skuffende tal for den amerikanske forbrugertillid. Det var ikke en ret, som investorerne brød sig om, og så sluttede det danske C20 Cap-indeks i stedet med et fald for dagen på 0,2 pct. til 652,07.

Genmab, der bejler kraftigt til en plads i C20-indekset ved december-revisionen, var en af de klare vindere tirsdag, hvor aktien steg med 4,2 pct. til 224,70 kr. efter en opjustering af forventningerne til hele regnskabsåret.

Den glædelige nyhed kom efter en milepælsbetaling fra partneren Janssen Biotech, der har sendt 8 mio. dollar - eller godt 44 mio. kr. - i Genmabs retning relateret til samarbejdet om kræftmidlet Daratumumab.

- Siden vi påbegyndte vores aftale med Janssen, har vi rapporteret lovende data fra to kliniske studier med Daratumumab og har startet et nyt studie. Vi er glade for at nå den første milepæl i dette produktive samarbejde og ser frem til at gøre yderligere fremskridt med Daratumumab, skriver Genmabs administrerende direktør, Jan van de Winkel, i en meddelelse fra det danske selskab.

Med pengene opjusterer Genmab forventningerne, så det nu ser en omsætning i 2013 på 595 til 635 mio. kr. mod tidligere 550 til 590 mio. kr. Da driftsomkostningerne ses uændrede hæves forventningerne til driftsresultat, som nu ventes at lande mellem minus 30 og plus 35 mio. kr. Tidligere var der ventet et underskud på mellem 10 og 75 mio. kr.

Generelt havde bioteksektoren herhjemme det ganske fortræffeligt tirsdag efter historien om, at tyske Bayer vil opkøbe det norske medicinalselskab Algeta for knap 15 mia. nkr. Meldingerne fra Norge smittede nemlig tydeligt af herhjemme, hvor Bavarian Nordic, der ligesom Algeta har valgt at fokusere på udvikling af lægemidler til behandling af prostatakræft, steg med 9,3 pct. til 82 kr.

Rederiet D/S Norden nød tilsyneladende ligeledes positiv afsmitning fra Norge, hvor tørlastrederiet Golden Ocean afleverede regnskab for tredje kvartal. Nordmændene havde et forrygende tredje kvartal, og samtidig fremgik det af regnskabet, at markedet generelt er i bedring.

- Vi ser begrænsede nedadrettede risici i de nuværende aktivpriser og chartermarkedet. Kigger man på den fortsatte styrkelse af verdensøkonomien, kan der være en attraktiv upside. Størrelsen af denne upside vil i høj grad blive afgjort af, hvor aggressive skibsejerne - støttet af kapitalmarkedet - er i at kontrahere yderligere tonnage, skrev bestyrelsen i Golden Ocean i regnskabet.

Aktien i det norske rederi steg med godt 9 pct., mens D/S Norden løftedes med 2,2 pct. til 237,50 kr.

Blandt eliteaktierne fik Novo Nordisk et højere kursmål fra amerikanske JPMorgan, der nu har et mål på 900 kr. mod tidligere 800 kr., mens anbefalingen er uændret i negativt terræn på "undervægt". Novo-aktien faldt med 0,7 pct. til 950,50 kr. tirsdag.

Teleselskabet TDC tog opmærksomhed med opkøbet af bredbåndsudbyderen Comx, der ifølge Computerworld havde en omsætning på 91,8 mio. kr. sidste år samt et nettoresultat 7,2 mio. kr.

Købet udvider ifølge TDC selskabets fibernet i København og Nordsjælland markant, men teleaktien faldt med 1 pct. til 47,25 kr.

For investorerne i smykkeselskabet Pandora bød tirsdagen desuden på nyt fra USA, hvor både Signet Jewelers, der blandt andet sælger Pandora-smykker, samt luksuskæden Tiffany & Co. afleverede regnskaber for deres respektive tredje kvartaler.

Signet Jewelers leverede helt på linje med forventningerne i markedet, mens Tiffany & Co. overraskede positivt og opjusterede sine forventninger til hele regnskabsåret 2013/14.

Pandora-aktien sluttede øverst i C20 Cap-indekset med et plus på 1,4 pct. til 277,60 kr.

Fra den hjemlige regnskabsscene var dagens eneste indslag fra Firstfarms og Erria. Førstnævntes aktie steg med 2,4 pct. til 46,80 kr., mens Erria-aktien steg mere beskedent med 0,5 pct. til 19,10 kr.