Bioteksucces og -fiasko på børsen

De to biotekselskaber Genmab og Neurosearch skiller sig ud fra åbningen på det danske aktiemarked torsdag - Genmab med en stor kursstigning efter en licensaftale potentielt på flere milliarder, mens kriseramte Neurosearch omvendt falder tungt efter en stor nedjustering.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

C20-indekset ligger efter 15-minutters handel torsdag 0,2 pct. lavere i 488,45, og pilen peger ligeledes nedad på efter skuffende nøgletal fra Asien, hvor de japanske detailsalg var dårligere end ventet, og forretningstilliden blandt de sydkoreanske fremstillingsvirksomheder viste et niveau nær det laveste siden den globale finansielle krise startede.

Genmab udlicenserer Daratumumab til Janssen Biotech under Johnson & Johnson, hvilket er en aftale, der sikrer Genmab en upfrontbetaling på 55 mio. dollar. Samlet er den potentielle værdi af aftalen inklusive upfrontbetalingen, en aktieinvestering og milestones dog på over 1,1 mia. dollar. Som led i aftalen investerer Johnson & Johnson Development Corporation 475 mio. kr. (ca. USD 80 mio.) i nye Genmab-aktier, hvilket sker til kurs 88 - eller 30 pct. over onsdagens kurs på 67,85. Aktien stiger fra åbningen torsdag 20 pct. til kurs 81,5.

Knapt så godt går det for biotekkollegaen Neurosearch, der falder 33 pct. til kurs 4,7, efter at selskabet i sit regnskab for første halvår tog et drastisk skridt og nedskriv værdien af sit lægemiddelhåb Huntexil til 0 kr. Neurosearch har ikke helt opgivet at finde en partner, der kan hjælpe med at at videreudvikle Huntexil, som er udviklet som et potentielt middel mod Huntingtons sygdom, men det går så trægt, at selskabet har nedskrevet værdien af midlet til et rundt nul. Samtidig er egenkapitalen negativ.

Til Ritzau Finans fortæller direktør René Schneider, at Neurosearch vil fortsætte jagten på en partner, men selskabet kan ikke garantere noget, og kapitalberedskabet rækker kun til fortsat drift indtil 2013.

Blandt C20-aktierne topper Vestas med en stigning på 1,9 pct. til kurs 38,9. Den kinesiske vindmølleproducent Ming Yang bringes endvidere på ny i spil som interesseret i Vestas. Så sent som i forrige uge var der ifølge Ekstra Bladet et større møde i Hamborg mellem kineserne og deres europæiske rådgivere, hvor et potentielt opkøb af Vestas blev diskuteret. Ming Yang har tidligere afvist at have interesse i Vestas. Vestas-aktien faldt onsdag 5 pct. efter en stigning tirsdag på 18,5 pct., efter at Vestas bekræftede, at det var i forhandlinger med japanske Mitsubishi om et strategisk samarbejde.

Mærsk-aktierne trækker derimod ned i C20 med et fald i A-aktien på 1,5 pct. til 37.700 og et fald i B-aktien på 1,5 pct. til kurs 39.600.

Parken Sport & Entertainment falder desuden 7,9 pct. til kurs 70, efter at drømmen om Champions League-fodbold for FCK brast onsdag aften efter et nederlag til franske Lille.