Bestyrelseskolleger uenig i Wornings kritik

Erhvervsminister Bendt Bendtsens nye lovpakke om bonusordninger får bred opbakning.

Flere af Jørgen Wornings bestyrelseskolleger er ifølge Børsen uenig med ham i kritikken af erhvervsminister Bendt Bendtsens ny lov. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Jørgensen
Flere af Jørgen Wornings bestyrelseskolleger er ifølge Børsen uenig med ham i kritikken af erhvervsminister Bendt Bendtsens ny lov, som skal sikre aktionærer mere kontrol med bonusudbetalinger til ledelsen.

Reglerne får ifølge avisen opbakning fra en række andre bestyrelsesformænd. bla. NeuroSearchs Asger Aamund, Danske Banks Alf Duch-Pedersen og Mols-Liniens Anker Christoffersen.

»Det er den vej, det går internationalt, og man kan lige så godt vænne sig til det. Jeg har intet imod, at incitamentsordningerne kommer ud i offentligheden. Det kan tage luften ud af spekulationer og afdramatisere den betalingspakke, ledelsen får,« siger Aamund.

Formand for Københavns Lufthavne og Novozymes Henrik Gürtler er også tilhænger af den nye lov. Men han vurderer, at det vil ekstra arbejde, især for selskaber med en stor og spredt ejerkreds.

»Optionsprogrammer er ofte for viderekomne og kan ikke forklares på 60 sekunder på en ølkasse. Så set fra bestyrelsesformandens side er man nødt til på en eller anden måde at forberede eller uddanne de små aktionærer, så de har mulighed for at forholde sig til det,« siger han til Børsen.

Aurigas bestyrelsesformand Ole Steen Andersen bakker dog Jørgen Worning op. Han er modstander af, at man giver aktionærer mulighed for at bortdømme bestyrelsens beslutnigner på forhånd:

»Generalforsamlingen vælger bestyrelsen, men det er bestyrelsen, der udpeget direktionen og laver en total lønpakke,« siger han.