Bavarian/CEO: Stor glæde over nyt forsøg

 

Den udvidede RFP-2 kontrakt er en god og fin nyhed, konstaterer Anders Hedegaard, direktør i Bavarian Nordic. til RB-Børsen. Han påpeger, at det nye forsøg er væsentligt for Bavarian Nordic, fordi det giver mulighed for at ramme en stor del af den vigtige gruppe af immunsvækkede patienter. Forsøget vedrører personer med atopisk dermatitis, børneeksem.

 

- Vi skal ind og vise, at vaccinen er sikker. Dermed kan vi også gardere den type af patienter, siger Anders Hedegaard til RB-Børsen.

 

Flere grupper af patienter er immunsvækkede og har oplevet problemer med tidligere vacciner, herunder HIV- og cancerpatienter.

 

Det nye forsøg kommer til at indgå i den samlede registreringsdel i forbindelse med godkendelsen af Imvamune. Det nærmere design af studiet, herunder antallet af patienter, er endnu ikke helt på plads.

 

Aftalen betyder, at Bavarian Nordic kan fakturere de videnskabelige aktiviteter i forbindelse med forsøget plus en fortjeneste til virksomheden.

 

Den oprindelige ordre på 100 millioner dollar kunne udvides med 40 millioner dollar, men det blev altså til yderligere 15 millioner, konstaterer direktøren.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )