Bankpakke gav Danske Bank-aktie medvind

Sløv handel og afventende investorer prægede dagens C20-udvikling.

Foto: SØREN BIDSTRUP/Scanpix
Det blev til en utroligt svingende torsdag for C20, som var præget af en række dårlige internationale nyheder. Det danske aktieindeks lagde ud med fald, men genvandt terræn over middag og endte dagen 0,4 pct. højere i 272,14. Blandt de tunge drenge var det Danske Bank og Vestas, som var med til at holde hånden under indekset.

"Det har været en noget sløv dag for C20, hvor investorerne afventer fredagens amerikanske arbejdsløshedsrapport med spænding. C20 startede ud med et pænt minus, men rettede sig i løbet af dagen. Blandt aktierne oplevede Danske Bank solid medvind oven på spekulationerne om endnu en bankpakke," udtalte Sydbanks afdelingschef for skandinaviske aktier Ole Kjær Jensen.

Nordea faldt
Danske Bank oplevede torsdagens næststørste stigning i C20 og endte 4,4 pct. højere i kurs 59,8. Det er spekulationerne om en likviditetstilførsel fra bankpakke II, som har haft en finger med i den pæne stigning, udtalte Ole Kjær Jensen fra Sydbank. Jyske Bank steg 1,5 pct. til 137, mens Nordea gik mod strømmen og faldt 0,7 pct. til kurs 42,1.

Vestas lagde ud torsdag med et solidt fald, men rettede sig med markedet og sluttede torsdagen uden de store selskabsspecifikke nyheder 2 pct. højere i 334,5 kr.

Auriga Industries skød til vejrs med en stigning 9,2 pct. til kurs 119. Direktør Kurt Pedersen Kaalund har udtalt sig positivt omkring den igangværende udvikling i forbindelse med et interview med avisen Jyllands-Posten.

Ifølge direktøren er koncernens fremgang i 2008 fortsat ind i det nye år. Midt i onsdagens danske handel fik Auriga Industries en positiv melding fra den amerikanske konkurrent Monsanto, som opjusterede sine forventninger.

Den amerikanske Lundbeck-konkurrent Wyeth ønsker angiveligt at købe hollandske Crucell for 1,35 mia. dollar. Det oplyste anonyme kilder til Bloomberg News. Et opkøb af Crucell giver god mening, idet det styrker Wyeths position inden for vacciner, som er et af selskabets fokusområder.

Stigninger til ØK og Bavarian Nordic
Bavarian Nordic, som også er producent af vacciner, steg 11,3 pct. til kurs 158 oven på nyheden, idet der spekuleres i, om selskabet kunne være en mulig opkøbskandidat.

ØK steg 4,8 pct. til kurs 198, efter at ATP og ATP Invest har øget sin aktieandel i ØK. Dermed har ATP-selskaberne fået en ejer- og stemmeandel på 5,07 pct. af selskabet. Det oplyste ØK.

A.P. Møller - Mærsk faldt 0,3 pct. til kurs 31.500. Amerikanske Morgan Stanley sænkede sit kursmål på A.P. Møller - Mærsk til 38.000 fra tidligere 64.000. Tørlastrederiet D/S Norden gevandt 2,1 pct. til 203 kr. efter onsdagens solide kurssmæk.

NKT Holding faldt 2,5 pct. til kurs 125. Den britiske konkurrent til NKT Flexibles, Wellstream, aflagde markedsopdatering for helåret, hvor selskabet fik en omsætningsvækst på mere end 35 pct., og koncernen forventer fortsat vækst i 2009. Wellstream pointerer, at fundamentalerne i sektoren er attraktive, og selskabet venter en stærk udvikling.

RB-Børsen