Banker vil rådgive bedre om risiko

Mange private investorer tror, at lav risiko er lig med ingen risiko. Bankerne vil hanke op i rådgivningen.

"Kunderne søger en mere solid rådgivning med fokus på risikostyring," siger Mads Jensen fra Danske Banks private banking afdeling. Fold sammen
Læs mere
Foto: Modelfoto: Colourbox
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mange opsparere har i løbet af det seneste lært det på den hårde måde: Hvis en investering betegnes som en placering af sparepengene med lav risiko, så betyder det på ingen måde, at investeringen er fri for risiko. Det betyder blot, at den pågældende type investering historisk har oplevet små udsving.

Sådan opfatter private invetorer bare sjældent klassificeringen, og det skaber for høje forventninger - og efterfølgende stor skuffelse og måske ligefrem vrede over den rådgivning, de har modtaget for eksempel i banken, når de oplever tab.

Derfor er der inden for private banking og finansiel rådgivning en gryende erkendelse af, at rådgivningen skal være mere præcis. Det nytter ikke at beskrive virksomhedsobligationer som en lavrisiko-investering, blot fordi de har svinget meget lidt det seneste par år: Det er stadig en placering med høj risiko.

"Vi kan nu se, at mange kunder har troet, at lav risiko betød ingen risiko. Der har været en tendens til at se mere relativt på risiko i banken, hvor kunderne tænker mere i absolutter, og der er vi i branchen nødt til at sørge for, at vi højere grad taler det samme sprog," siger Mads Jensen, der er chef for Danske Banks "Group Wealth Management" til Børsen.

Bedre kommunikation til kunderne var derfor et af emnerne på en konference om private banking i sidste uge, hvor også Robert Spliid fra Saxo Bank deltog. Han advokerer for, at man skal vende tilbage til de klassiske aktivgrupper som aktier og obligationer og mere basale investeringsprodukter: Han mener ifølge Børsen i det hele taget, at der er behov for, at "bankerne kommer ned i øjenhøjde med kunderne".

Den udmelding modtages med glæde af cheføkonom Carsten Holdum fra Forbrugerrådet, som har savnet et "fælles sprog" for risiko.

"Alle professionelle investorer ved, at risiko er relativ, men når private investorer siger, at de ønsker en lav risikoprofil, så betyder det næsten altid, at de er villige til at gamble med afkastet, men ikke med hovedstolen. Der skal vi have enderne til at mødes, og det handler om vidensudveksling og uddannelse af begge parter," siger Carsten Holdum til Børsen.