Bagmandspolitiet kræver hårde straffe til fhv. topchefer

Anklagemyndigheden vil sende Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup to år bag tremmer for deres roller i sagen om kursmanipulation med Parken-aktier.

Anklagemyndigheden mener, at Flemming Østergaard, forhenværende bestyrelsesformand i Parken (tv.), og Jørgen Glistrup, forhenværende direktør i Parken, stod bag en omfattende kursmanipulation med Parken-aktier. Arkivfoto: Søren Bidstrup og Jeanne Kornum Fold sammen
Læs mere

»I det mindste ender vi da foran Brøndby.«

Sæsonafslutningen på Superligaen var det helt store samtaleemne fredag morgen, da Flemming Østergaard, Jørgen Glistrup og resten af holdet af tiltalte og advokater i Parken-sagen efter to måneders pause genså hinanden i Københavns Byret.

Da retssagen først gik i gang, var det dog yderst småt med kommentarer fra de engang så magtfulde Parken-mænd. Tidligere Parken-bestyrelsesformand Flemming Østergaard og tidligere direktør Jørgen Glistrup måtte sidde tavse på deres stole i godt fire timer, mens Bagmandspolitiets to anklagere fremlagde deres samlede synspunkter i sagen.

De to forhenværende chefer er tiltalt for at holde Parkens aktiekurs kunstigt høj ved at købe kraftigt op i egne aktier.

Som sædvanligt virkede hovedpersonerne temmelig upåvirkede over de alvorlige anklager, men dagens retsmøde fik dog flere gange Jørgen Glistrup til at ryste på hovedet og trække på smilebåndet. Ikke mindst da anklagerne præsenterede Bagmandspolitiets syn på, hvordan de tiltalte bør straffes:

To års ubetinget fængsel til både Jørgen Glistrup og Flemming Østergaard, lød kravet fra anklager Rebecca Lund. Opfordringen til ubetingede straffe er bemærkelsesværdig, da kravet i anklageskriftet ellers blot lød på fængsel.

»Vi mener, at der er tale om forsætlig, grov kursmanipulation,« sagde hun og tilføjede, at det er en skærpende omstændighed, at de tiltalte dag efter dag har udført adfærd, som skulle holde hånden under kursen.

Samtidig kræver anklagemyndigheden ubetingede fængselsstraffe på seks måneder til de to andre tiltalte i sagen, som begge er beskyttede af navneforbud. Anklagerne lægger op til, at Parken Sport & Entertainment A/S skal betale en bøde på 50 millioner kroner, mens FIH Erhvervsbank, som har assisteret Parken med opkøb af Parkens egne aktier, bør idømmes en straf på 25 millioner kroner. De tiltalte har alle nægtet sig skyldige i anklagerne.

Bagmandspolitiet går efter hårdere straffe til Østergaard og Glistrup, da »de begge har været langt mere involverede end de andre tiltalte«.

Belastende e-mails

Under anklagernes timelange redegørelse for hvorfor de tiltalte bør straffes så hårdt, lagde de særligt vægt på de mange e-mails og timelange telefonsamtaler, som anklagemyndigheden har fremlagt undervejs.

En af de belastende korrespondancer, som endnu en gang blev fremhævet under fredagens retsmøde, var Flemming Østergaards mail til Glistrup, hvori han skriver, at »det er VIGTIGT af hensyn til Clipper, at kursen helst ikke er mindre end 1.200«.

Også Østergaards mail, hvori han beder Glistrup om »at tage action«, ser anklagemyndigheden som et klart udtryk for, at Parken-cheferne helt bevidst har spekuleret i at holde kursen høj. Og så var der FIHs forslag til Glistrup om at give aktien »kunstigt åndedræt«.

»Vores påstand er ikke, at Parkens ambition var at få aktien til at stige og stige og stige. Men vi har en påstand om, at Parken har haft et ønske om at pleje kursen og sikre, at den ikke faldt.«

»Anklagemyndighedens klare overbevisning er, at formålet helt eller delvist var at påvirke kursen,« sammenfattede chefanklager Jan Hansen proceduren.

Det er først og fremmest Jørgen Glistrup, som har stået for kontakten til bankerne og sikret, at Parken har købt stort ind i egne aktier. Selv om Flemming Østergaard ikke har stået for den direkte kontakt, fastslog Jan Hansen, at den daværende bestyrelsesformand bør straffes hårdt.

»Vi mener, at der er bevismæssig dækning for at antage, at Flemming Østergaard har spillet en stor rolle i kulissen.«

Tidligere har Jørgen Glistrup sagt, at han forsøgte at sige fra over fra Flemming Østergaards pres, men »det kunne man ved gud ikke læse af de her mails«, sagde Jan Hansen.

Østergaard forventer frikendelse

Fredagens procedure er anklagemyndighedens konklusion på et retsforløb, som har været i gang siden 15. december. Undervejs har anklagerne indkaldt flere spektakulære vidner, der har været tæt på Parken-ledelsen i perioden 2007-2008, hvor kursmanipulationen skulle have foregået.

Blandt andet har erhvervsmændene Aldo Petersen og Flemming Lindeløv, fitnesskongen Hans Henrik Palm og den tidligere FCK-sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm således været gæster i Retssal 41 i Københavns Byret.

Alligevel viste fredagens retsmøde tydeligt, at det er telefonsamtalerne og de mange e-mails Parken-cheferne imellem, som anklagemyndigheden finder mest belastende.

Sagen fortsætter i juni, når det er forsvarernes tur til at fremlægge deres procedure. Her forventer Flemming Østergaard, at hans advokat vil være i stand til at stable et forsvar på benene, som vil ende med at få ham frikendt, sagde den tidligere bestyrelsesformand i en kort kommentar efter fredagens retsmøde.

Byretten vil formentlig afsige dom inden sommerferien. Det er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at vi snart kan skrive sidste kapitel i den allerede langstrakte sag, da det er sandsynligt, at en dom vil blive anket til landsretten.