ATP: Vestas-bestyrelse kan selv klare sagerne

Det bliver ikke med det store, danske investerings- og pensionsselskab ATP i ryggen, at belgiske Deminor går til generalforsamlingen i Vestas med krav om en omfattende, uafhængig granskning af en række sager i vindmølleselskabet i de seneste år.

Det fortæller underdirektør Claus Wiinblad, der har ansvar for ATP's investeringer i aktier, til Ritzau Finans, efter Vestas mandag fortalte om Deminors forslag.

Deminor påstår at repræsentere mere end 100 institutionelle investorer, der har tabt penge på Vestas, og vil blandt andet have vindmølleselskabets nedjusteringer, regnskabspraksis og opsigtsvækkende fyringssager undersøgt nærmere. Men ATP-underdirektøren lægger ikke op til at kunne stemme for det forslag til generalforsamlingen i marts.

- Vi har tillid til, at den nuværende bestyrelse i Vestas kan forestå de undersøgelser, der er behov for, for at afdække de her forhold. Vi mener derfor ikke, at der er behov for en granskning af den her karakter, siger Claus Wiinblad til Ritzau Finans.

ATP var ellers en af de mest højlydte kritikere af Vestas' ledelse ved den seneste generalforsamling i marts 2012. Her beskrev Claus Wiinblad Vestas' nedjusteringer som "rystende" og kritiserede også fra talerstolen andre aspekter af driften i selskabet.

Ved den lejlighed blev der dog også skiftet en del ud i Vestas-toppen. Bestyrelsens formand, Bent Erik Carlsen, og næstformand Torben Erik Rasmussen sagde farvel og tak, og ind kom blandt andre svenske Bent Nordberg som formand og Lars Josefsson som næstformand.

Og den nuværende bestyrelse har ATPs tillid, understreger Claus Wiinblad.

- Vi har en løbende dialog med Vestas omkring de her forhold, og det vil vi fortsætte med, siger underdirektøren.

Helt afsløre, om ATP vil stemme ja eller nej, vil Claus Wiinblad dog ikke.

- Nu må vi se det endelige forslag og høre Vestas' uddybende forklaring, og hvordan de har tænkt sig at kommentere på det, men på det nuværende grundlag har vi tillid til bestyrelsen, lyder holdningen indtil videre.

Han beskriver i øvrigt Deminors krav om granskning som "et meget usædvanligt skridt", som han ikke har set lignende til i sin karriere. ATP har desuden ikke været i dialog med Deminor om sagen.

ATP ejede 2,04 pct. af aktierne i Vestas per 31. december 2011. Koncernen afslører, hvad ejerandelen var ved det seneste årsskifte, når den præsenterer regnskab for det forgangne år den 31. januar.