ATP fortsætter med at købe op i Danske Bank

Danske Bank
(ARKIV) Danske Banks hovedsæde på Holmens Kanal 2-12 i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

ATP fortsætter det seneste års opkøb af aktier i Danske Bank, selv om bankaktien langt fra præsterer.

Tirsdag lukkede Danske Bank i det laveste niveau siden 2012 efter et marginalt fald til 87,72 kr. Det bringer årets afkast op på negative 27 pct., selv når der tages højde for udbytte.

Danske Bank nævnes da også af ATP som en af de aktier, der trak pensionskassens investeringsafkast ned i første halvår.

Ikke desto mindre købte ATP knap 1,6 mio. Danske Bank-aktier i halvåret, så ejerandelen ved halvåret var oppe på 2,07 pct. mod 1,8 pct. ved udgangen af 2018.

Trods hvidvasksagen øgede ATP også sin ejerandel i Danske Bank i løbet af hele sidste år fra 1,05 pct. ved udgangen af 2017.

Pandora har til gengæld ikke været i kridthuset hos ATP i første halvår, ligesom det ellers var tilfældet i andet halvår af 2018. Her købte ATP over 1,25 mio. aktier i smykkekoncernen og øgede derved ejerandelen til 3,78 pct. af aktiekapitalen fra 2,63 pct. ved udgangen af juni 2018. Nu har ATP så reduceret ejerandelen lidt igen til 3,33 pct. svarende til et samlet salg 820.559 Pandora-aktier.

/ritzau/FINANS