Asien: Teknologiaktier tager føringen i forsigtigt marked

Foto: CHRISTOPHER JUE

De asiatiske aktier stiger onsdag på baggrund af plusser i teknologisektoren, hvor stigninger i Wall Street-aktierne tirsdag følges op.

Den overordnede handel i Asien er tynd, da investorerne udviser forsigtighed på grund af de globale handelsspændinger og de geopolitiske risici.

Samtidig afventer markedet på den amerikanske centralbanks pengepolitiske møde, der finder sted i næste uge, og hvor der er stor sandsynlighed for, at renten hæves endnu engang.

Det toneangivende Morgan Stanley Asia-Pacific-indeks stiger 0,1 pct.

I Tokyo er stemningen overordnet positiv, men mange investorer foretrækker at holde sig på sidelinjen.

På sektorbasis tager teknologiaktierne føringen i lighed med udviklingen i USA. Techselskaber som Kyocera, TDK og Advantest øger alle mellem 1,0 og 1,5 pct.

Nikkei-indekset stiger 0,5 pct., og det bredere Topix-indeks ligger med et plus på 0,2 pct.

På de kinesiske markeder på fastlandet er der langt større tilbageholdenhed.

Shanghai Composite og CSI 300-indekset viger begge 0,2 pct., mens Hongkongs Hang Seng til gengæld stiger 0,5 pct.

Blandt de øvrige markeder ligger Taiwans Taiex-indeks med en gevinst på 0,7 pct., mens Singapores Strait Times-indeks dropper 0,2 pct., hvorimod Sydneys ASX-indeks står til at slutte dagen med et plus på 0,4 pct.

Onsdag morgen ligger de amerikanske futures blandet med stigninger på 0,2-0,3 pct.

/ritzau/FINANS