Asien: Negativ start på andet halvår

Foto: CHRISTOPHER JUE

De asiatiske aktiemarkeder starter andet halvår under pres, idet investorernes bekymringer over den amerikanske regerings handelspolitiks skadelige effekter ikke er blevet mindre henover weekenden, hvor truslerne fra præsident Trump igen fyger gennem luften, mens EU advarer om, at en fortsættelse af Trumps linje vil resultere i en total handelskrig.

Kursfaldene i Kina forsætter, mens svækkelsen af den kinesiske yuan fortsat forbigås i tavshed af den kinesiske centralbank, hvilket vurderes at være et led i en afbødende effekt for Trumps tariffer.

En forholdsvis svag yen giver ikke det normale rygstød til de japanske aktier, og med fortsat faldende amerikanske aktieindeks-futures, dukker de asiatiske investorer sig.

I Tokyo falder Nikkei-indekset 1,3 pct., og det bredere Topix-indeks ligger med et minus på 1,2 pct.

I Kina slår de negative bølger også markant igennem. Shanghai Composite falder 1,1 pct., og det teknologitunge CSI 300-indeks dropper 1,4 pct.

Hongkongs aktiebørs er lukket mandag for »Hong Kong Special Administrative Region Establishment Day«.

Blandt de øvrige markeder ligger Sydkoreas Kospi-indeks med et tab på 1,8 pct., Taiwans Taiex-indeks falder 0,3 pct, mens Singapores Strait Times-indeks viger 0,7 pct., og Sydneys ASX-indeks står til at slutte dagen med et minus på 0,1 pct.

Torsdag morgen ligger de amerikanske futures med fald på 0,2-0,5 pct.

/ritzau/FINANS