Asien: Guldlok-økonomi giver brede stigninger

Foto: Iris.
Læs mere
Fold sammen

De asiatiske aktier ligger på det højeste niveau i ti år fredag på baggrund af store forventninger til den globale økonomiske vækst. Det er på trods af, at investorerne holder sig lidt tilbage op til dagens amerikanske forbrugerpris- og detailsalgsdata og næste uges kinesiske kongres i det kommunistiske parti.

Det brede MSCI-indeks for Asien-Stillehavsregionen uden for Japan stiger 0,2 pct. og er dermed øget 3,6 pct. i indeværende måned.

De positive tendenser afspejles i det globale MSCI-indeks over børser på 47 markeder, der fredag står til rekord efter en gevinst hidtil i år på 17 pct.

Og med fortsat overbevisende data for Kinas eksport og import i september tyder intet på, at der kan rokkes ved væksten.

»Det er svært at tro, at den nuværende "Guldlok-økonomi" pludselig vil ændre sig«, siger cheføkonom Nobuyuki Kashihara fra Asset Management One i Tokyo til Reuters under henvisning til, at økonomien hverken er for varm eller for kold, men bare har den helt rigtige temperatur.

»Aktiekurserne vil fortsat stige i takt med væksten i virksomhedernes indtjening globalt«, vurderer han.

I Tokyo tager stigningerne fart efter frokostpausen.

»Når den indenlandske økonomi er god, vokser forventningerne til de aktier, der er følsomme over for indenlandsk efterspørgsel - især detailhandel«, lyder det fra Okasan Online Securities i en kommentar ifølge AFP.

Nikkei 225-indekset øger formiddagens stigning på 0,5 pct. til 1,2 pct., mens det bredere Topix-indeks viser et plus på 0,8 pct.efter det indledende plus på 0,2 pct.

På det kinesiske fastland er tendensen lidt mindre udbredt. Shanghai Composite stiger 0,2 pct., og CSI 300-indekset øger 0,3 pct., mens Hang Seng-indekset på børsen i Hongkong ligger med et marginalt plus.

Taiwans børs er eneste negative indslag, idet Taiex-indekset falder 0,3 pct., mens Singapores Strait Times-indeks øger 0,4 pct., og Sydneys ASX-indeks slutter dagen med en stigning på ligeledes 0,4 pct.

De amerikanske aktiefutures ligger blandet med små positive udsving under 0,1 pct. fredag morgen.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 +1,2
Topix +0,8
Hongkongs Hang Seng +0,0
China Shanghai Composite +0,2
China CSI 300 +0,3
Taiwan Taiex -0,3
Sydkoreas Kospi +0,0
Indiens BSE Sensex +0,5
Singapores STI +0,4
Sydney ASX 200 +0,4