Asien: Fornyede kursdyk trods beroligende ord fra USA

Foto: YOSHIKAZU TSUNO

De asiatiske aktiemarkeder dykker igen torsdag, hvor investorernes frygt for den seneste opblomstring af spændingerne mellem USA og Nordkorea sender aktierne i Seoul til et to måneders lavpunkt, selv om onsdagens flugt mod mere sikre værdipapirer synes at bremse op.

Det brede MSCI-indeks for Asien-Stillehavsregionen uden for Japan falder 0,7 pct. efter kortvarigt at have snuset til positivt terræn tidligt på handelsdagen oven på beroligende ord fra USA's udenrigsminister, Rex Tillerson.

- Jeg tror, amerikanerne kan sove roligt om natten og undlade at bekymre sig over retorikken de sidste par dage, sagde Rex Tillerson ifølge AP.

Udtalelsen lettede lidt på risikovurderingen.

- De beroligende ord fra den amerikanske udenrigsminister bidrog til at lette markedets bekymringer over en potentiel væbnet konflikt med Nordkorea, noterer markedschef Michael McCarthy fra CMC Markets ifølge AFP.

Udtalelserne har dog ikke været nok til at vende billedet. Nikkei 225-indekset i Tokyo falder 0,3 pct., og også det bredere Topix-indeks viger 0,3 pct.

Investorernes forsigtighed skyldes også stigende volatilitet på valutamarkedet under den japanske helligdag fredag.

- Dollar-yens bund forventes nu at ligge over 108 yen. De fleste japanske virksomheder forventer, at dollar skal handle mellem 108-110 yen i indeværende regnskabsår. Men hvis den falder under 108 yen, vil Nikkei sandsynligvis falde til omkring 19.100, vurderer chefstrateg Hiroyuki Nakai fra Tokai Tokyo Research Center ifølge Reuters.

På de kinesiske aktiemarkeder er der også kursfald. Shanghai Composite dropper 1,1 pct., og CSI 300-indekset dykker 1,0 pct., mens Hang Seng-indekset på børsen i Hongkong falder 1,6 pct.

Blandt de øvrige markeder ligger Taiwans Taiex-indeks og Sydkoreas Kospi-indeks med fald på 1,4 pct. og 1,0 pct., mens Singapores Strait Times stiger 0,2 pct.

Sydneys ASX 200-indeks slutter dagen med et tab på 0,2 pct.

De amerikanske aktiefutures ligger med fald på omkring 0,2-0,3 pct. torsdag morgen.

/ritzau/FINANS