Asien får Carlsbergs investeringer

Carlsberg har sat foden på investeringsbremsen, men har trods alt fundet knapt 4 milliarder kroner til investeringer i Asien. Efter nogle dårlige år i Malaysia vil bryggeriet atter forsøge at vinde markedsandele.

Carlsberg meddelte allerede tilbage i sensommeren 2008, at det primære mål var at nedbringe den 40 milliarder kroner store gæld, som bryggeriet havde pådraget sig med opkøbet af Scottish & Newcastle. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Med finanskrisens rasen og et mål om at nedbringe en milliardgæld har Carlsberg halveret sit budget for investeringer. Men ikke når det angår Asien. Bryggeriet anser landene i regionen for ”nøgleområder”, når det gælder vækst, og derfor investerer Carlsberg fortsat i området, skriver Jyllands-Posten.

”I år regner vi med at investere 3,75 milliarder kroner i hele Carlsberg Group, og heraf vil en betydelig del blive brugt i Asien. Nøglemarkederne er blandt andre Kina, Malaysia, Vietnam, Indien, Laos, Cambodja og Singapore. Der er mange markeder i Asien med et stort potentiale,” siger Carlsberg-topchef Jørgen Buhl Rasmussen i et interview med dagbladet The Star i Malaysia ifølge Jyllands-Posten.

Carlsberg meddelte allerede tilbage i sensommeren 2008 at det primære mål var at nedbringe den 40 milliard kroner store gæld, bryggeriet havde pådraget sig med opkøbet af Scottish & Newcastle. Derfor er investeringsniveauet også sænket fra 7 milliarder kroner til bare 3,75 milliarder kroner.

Markedsandele i Malaysia
Og at pengene bliver brugt i Asien er formentlig meget naturligt for bryggeriet, der anser regionen for fremtidens marked, når Østeuropa bliver et såkaldt modent marked.

Carlsberg har dog tidligere kæmpet med modgang i især Malaysia. Her har indtjeningen ifølge Jyllands-Posten i flere år været faldende, og Carlsberg har desuden kæmpet mod en række høje alkoholskatte i landet.

”Vi er ved at få vendt den negative udvikling fra 2007 efter en restrukturering. Det stabiliserede forretningen sidste år, og vi har nu en stærke platform til vækst. Vi regner med at begynde at tage markedsandele fra de andre igen,” siger Jørgen Buhl Rasmussen til Jyllands-Posten.