Asien: Blandet udvikling trods markante stigninger i USA

De asiatiske aktiemarkeder ligger med en blandet udvikling onsdag morgen.

Læs mere
Fold sammen

De asiatiske aktiemarkeder ligger med en blandet udvikling onsdag morgen.

Tirsdagens stigninger på Wall Street bliver kun modstræbende fulgt op i Asien, hvor den forestående centralbankkonference i Jackson Hole i Wyoming får investorerne til at afholde sig fra at tage nye initiativer.

- De markante gevinster i de amerikanske aktier i går betyder, at volatiliteten forbliver forhøjet sammenlignet med de seneste måneder.

- Resterende bekymringer om amerikansk politik og den koreanske situation er også med til at dæmpe. Opsvinget i de globale aktiemarkeder kan være midlertidige og udgør næppe starten på en tendens, vurderer markedsanalytiker Ric Spooner fra CMC Markets i Sydney over for AP.

Og mens gårsdagens globale aktieoptur slutter, giver nye trusler fra den amerikanske præsident, Donald Trump, endnu en anledning til, at investorerne holder sig væk.

Ifølge internationale nyhedsbureauer siger Trump i en tale i den amerikanske delstat Arizona onsdag morgen, at muren mod Mexico vil blive bygget, om han så skal "lukke regeringen ned" for at få den nødvendige finansiering på plads.

Det giver umiddelbart anledning til en lille styrkelse af yen og et drop i de amerikanske aktiefutures, der ligger med fald på 0,1-0,2 pct. onsdag morgen.

I Tokyo trækkes markedet blandt andet op at en stigning i Toshiba på knap 5 pct. efter medierapporter om, at selskabet prioriterer samtaler med Western Digital om salget af koncernen værdifulde chip-enhed.

Nikkei 225-indekset ligger med et plus på 0,3 pct., og også det bredere Topix-indeks øger 0,3 pct.

De kinesiske aktiemarkeder på fastlandet er mere negative. Shanghai Composite falder 0,2 pct., mens CSI 300-indekset handles tæt på uændret.

Blandt de øvrige markeder ligger Taiwans Taiex-indeks med plus på 0,4 pct., mens Sydkoreas Kospi-indeks viger 0,1 pct.

Singapores Strait Times ligger tæt på uændret, mens Sydneys ASX indeks lukker med et lille tab på 0,1 pct.

Børsen i Hongkong er lukket på grund af en tyfon, der hærger området i disse dage.

/ritzau/FINANS