Asien: Afsmittende effekt fra Wall Street giver plusser

Foto: BEHROUZ MEHRI

De asiatiske aktier kravler langsomt højere fredag morgen, i takt med at den afsmittende effekt af torsdagens beskedne gevinster på Wall Street sætter sig.

MSCI's brede indeks for Asien-Stillehavsområdet uden for Japan stiger 0,3 pct.

I Tokyo har regeringen godkendt en budgetplan, der omfatter rekordudgifter til forsvaret og 2900 mia. yen ekstra i stimulus-udgifter.

»Tokyo-handlen synes statisk med få markedsbevægelser og få nyheder, og de udenlandske investorer, der tegner sig for en stor del af Tokyo-markedet, er fraværende op til juleferien,« sagde SBI Securities i Tokyo en kommentar til AFP.

Nikkei-indekset stiger knap 0,1 pct., mens det bredere Topix-indeks stiger 0,3 pct.

På de kinesiske markeder er lysten også fraværende op til weekenden. Shanghai Composite øger 0,1 pct., mens CSI 300-indekset modsat viger 0,1 pct. Hongkongs Hang Seng-indeks stiger samtidig 0,3 pct.

Blandt de øvrige markeder lukker Taiwans Taiex-indeks med et plus på 0,5 pct., Sydkoreas Kospi-indeks øger ligeledes 0,5 pct., Singapores Strait Times-indeks stiger 0,3 pct., og Sydneys ASX-indeks slutter dagen med en gevinst på 0,2 pct.

De amerikanske futures ligger generelt med stigninger på omkring 0,1 pct. fredag morgen.

/ritzau/FINANS