Asiatiske aktier: Stigende kurser efter endnu et sæt Wall Street-rekorder

Arkivfoto: Iris.
Læs mere
Fold sammen

De asiatiske aktier stiger fredag morgen, efter at fornyet optimisme om de amerikanske skattereformplaner torsdag løftede Wall Street til nye højder, mens den amerikanske dollar ligger styrket, efter at indikatorer har peget på solid økonomisk vækst.

Det brede MSCI-indeks for Asien og stillehavsregionen uden for Japan stiger 0,3 pct., og også de japanske aktier følger trop, mens en del af de kinesisk relaterede markeder fortsat er lukkede på grund af Golden Week.

Markedsdeltagerne ser frem mod dagens amerikanske arbejdsmarkedsrapport, der får en del investorer til at forblive på sidelinjen i fredagens handel.

»Hvis dataene er stærke, vil det øge forventningerne til, at Federal Reserve hæver renten i december. Men om forventningerne til renteforhøjelser ud over december bliver øget er en anden sag, da Fed fastholder en forsigtig holdning til prisudviklingen, og Yellens mandat udløber i februar«, siger seniorstrateg Shin Kadota fra Barclays i Tokyo til Reuters.

Ses der på rentefutures er sandsynligheden for en december-renteforhøjelseifølge CME's Fedwatch oppe på 86 pct. mod 78 pct. for en uge siden.

I Tokyo stiger Nikkei 225-indekset 0,2 pct., mens det bredere Topix-indeks viser et plus på 0,1 pct.

De amerikanske aktiefutures ligger med små negative udsving tæt på nul fredag morgen.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 +0,2
Topix +0,1
Hongkongs Hang Seng +0,3
China Shanghai Composite Lukket
China CSI 300 Lukket
Taiwan Taiex +0,1
Sydkoreas Kospi Lukket
Indiens BSE Sensex +0,5
Singapores STI +0,4
Sydney ASX 200 +0,8

Indeksværdi klokken 05.45.