Arla investerer trods nedtur

Trods nedtur i mælkepriser og international krise, vil Arla foretage kæmpeinvesteringer i 2009. Samtidig lover topchefen, at selskabets produkter vil falde i pris for at holde på kunderne.

Arlas topchef Peder Tuborgh er klar med milliardinvestering, der skal sikre lavere priser for at holde fast i kunderne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Jørgensen
Det var et lykkescenarie for enhver virksomhedsleder. Efterspørgslen oversteg langt udbuddet, og kunderne var villige til at betale kassen for at få fingre i Arlas produkter. Sådan var virkeligheden for den danske mejerigigant for bare et år siden - i dag er virkeligheden vendt på hovedet, markedet er præget af overflod af mælk, og mælkeprodukter og priserne dykker.

Det har tvunget mælkeselskabet til at sænke mælkepriserne og til at foretage fyringer for at få enderne til at nå sammen. Alligevel gør Arla nu klar til store investeringer, investeringer som dels skal sikre en profitabel drift her og nu, og som dels skal være med til at gøre Arla så rentabel, at selskabet kan bevare pladsen som et af de største mejeriselskaber i verden.

Arla har besluttet, at selskabet vil opretholde selskabets høje investeringsniveau og lægger således op til at skulle investere omkring 1,5 mia. kr. i 2009 - næsten på niveau med 2008. Pengene skal dels bruges til at modernisere og udvide produktionskapaciteten og dels til at gøre produktionen langt mere miljøvenlig.

»Vi er i et marked, som på få måneder har ændret sig fundamentalt. For et år siden kunne vi sælge alt det mælk og de produkter, vi kunne producere, og til hastigt stigende priser. I dag er efterspørgslen faldet markant, og priserne dykket i alvorlig grad. Det tvinger os selvsagt til at være særdeles bevidste omkring det, vi gør. Så når vi fastholder vort investeringsniveau, så skyldes det ikke mindst, at vi dermed kan modernisere vore fabrikker, sikre den rigtige kapacitet og dermed spare store beløb,« siger Arlas topchef, Peder Tuborgh.

Mere mælk
Når Arla nu vil investere i øget produktionskapacitet, så skyldes det ikke mindst, at selskabet oplever vækst i de mælkemængder, som selskabet modtager. De sidste års høje mælkeafregningspriser har fået landmændene til at øge produktionen, og samtidig har Arla sagt farvel til en række konkurrenter, som forrige år nappede andelshavere og dermed mælkeleverandører fra selskabet.

Derfor skal nedturen nu bruges til at trimme og modernisere koncernen, så den i stedet for at reducere faktisk har mulighed for at vokse, når mulighederne byder sig.

»Arla er en af de stærkeste mejerikoncerner i branchen, og jeg er overbevist om, at vi kommer styrket ud af den krise, som mejerierne internationalt oplever. Vi vil deltage i den konsolidering, der skal ske i branchen, og derfor skal vi være så trimmede og forberedte på udviklingen, som vi overhovedet kan,« siger Peder Tuborgh

Effekterne af den økonomiske krise kan ende med ikke kun at være dårlig for forbrugerne. I takt med at virksomhederne presses af faldende forbrug og øget konkurrence, vil mange priser på forbrugervarer nemlig falde. Og Arla er klar til at gå foran med sænkede priser.

»Vi oplever, at forbrugerne holder igen. Det er ikke, fordi forbruget falder som sådan, men det flytter sig måske fra de dyrere produkter og til de billigere. Det vil vi tilpasse os efter, og en af effekterne vil være, at vi er tvunget til at sænke priserne på nogle af vore dyrere produkter. Det er naturligt for os at forsvare vores markedsandele,« siger Peder Tuborgh.