Apple vil stjæle rampelyset forud for luksuslancering

Teknologigiganten Apple vil sandsynligvis være genstand for en stor del af investorernes opmærksomhed, når de amerikanske børser åbner for handlen tirsdag.

Foto: GREG BAKER.
Læs mere
Fold sammen

Teknologigiganten Apple vil sandsynligvis være genstand for en stor del af investorernes opmærksomhed, når de amerikanske børser åbner for handlen tirsdag.

I Europa er der stigninger i langt størstedelen af de store aktieindeks, og i USA indikerer futures for Dow Jones, S&P 500 samt Nasdaq, at der er grønne tal i vente ved handelsstart, da de stiger mellem 0,2-0,3 pct.

- Dagens fokus vil være på teknologiaktierne, da Apple gør klar til at afsløre sin nyeste iPhone, iPhone X, der vil indeholde ansigtsgodkendelse såvel som mange nye æstetiske forbedringer og forbedringer til de allerede eksisterende funktioner, skriver Hassan Kanaan fra Royal Financial/RFXT i Beirut i en kommentar ifølge Marketwatch.

Klokken 19.00 dansk tid byder Apple velkommen til en længe ventet produktlancering, som blandt andet vil være verdens første møde med selskabets nye iPhone.

I år er der ti års jubilæum for den første iPhone, og derfor er der forlydender om, at teknologivirksomheden vil lancere en helt særlig model i dagens anledning.

Den forventede jubilæumsudgave har været kendt som både iPhone X, iPhone Edition og iPhone 8, men Apple har endnu ikke løftet sløret for, hvilke produkter forbrugerne kan glæde sig til forud for lancerings-eventet.

Invitationen afslører ingenting, men rygterne går på, at selskabet ud over luksusmodellen også vil lancere to yderligere smartphone-modeller. Mandag steg aktien 1,8 pct., og i formarkedet fortsætter fremgangen med et plus på 0,8 pct.

Aktien i Teva Pharmaceuticals Industries stiger også 7,3 pct. i formarkedet, efter at danske Kåre Schultz mandag kunne annoncere, at han forlader stillingen som administrerende direktør i Lundbeck til fordel for en topchefpost i det israelske medicinalselskab.

Selskabets investorer bød den nye topchef velkommen med en kursstigning på 19,4 pct. i USA mandag.

/ritzau/FINANS