Apple kunne købe Mærsk og Novo - og mere til

IT-kæmpen har efter tirsdagens regnskab en pengetank bestående af 146 mia. dollar - eller hvad der svarer til 841 mia. kroner - og den har aldrig været større.

Foto: BECK DIEFENBACH. Apple med Tim Cook i spidsen kunne købe alle de store, danske erhvervsklenodier kontant - så stor er den bugnende pengetank..
Læs mere
Fold sammen
De mange milliarder er nok til at købe samtlige aktier i Novo Nordisk, A.P. Møller - Mærsk, Carlsberg og TDC ved selskabernes nuværende markedsværdi. I en anden målestok svarer det astronomiske beløb til, at Apple ville kunne betale alle sine faste udgifter til husleje, kontor- og udviklingsudgifter i mere end seks år.

Det skriver Michael Borre, der er chefaktierådgiver i Nordea.

»Apple har udviklet sig til en kæmpe succeshistorie over de seneste 10 år. Selskabet har lanceret en række nye produkter, som har slået an ved forbrugere over hele verden. I denne periode er Apple-forretningen vokset med høj fart, og selskabet har nærmest skovlet penge ind. Det har betydet en pengetank, der bare er vokset og vokset over de seneste 10 år og nu nærmest har Joakim von And-dimensioner,« lyder det fra Michael Borre.

Han peger på, at æble-aktionærerne nu omsider er begyndt at få del i den store pengekasse via udbytte og aktietilbagekøb. Første gang, Apple udbetalte udbytte til aktionærerne, var august sidste år.

»Siden er det begyndt at gå stærkt. Med den nuværende aktiekurs betaler Apple næsten 3 pct. i udbytte hvert år, og dertil skal lægges et større aktietilbagekøbsprogram. Sidstnævnte har været i det helt høje gear det seneste kvartal, hvor der i alt er der købt egne aktier for 16 mia. dollar. Det svarer til omkring 4 pct. af alle aktier i selskabet. Det ser med andre ord ud til, at aktionærerne nu endelig får direkte del i de store overskud, som Apple henter hjem,« konstaterer Michael Borre.

Apple-regnskabet viste tirsdag et overraskende stort overskud, mens især salget af iPhones overgik forventningerne. I onsdagens formarked falder Apple-aktien dog omkring 1,7 pct.