APM/CEO: Ny chef skal sikre container-overskud (Korr)

 

Korr: CFO rettet til CEO i overskrift

 

Der er en helt afgørende udfordring for A.P. Møller - Mærsks nye topchef, Nils Smedegaard Andersen. Det bliver at sikre en tilfredsstillende indtjening fra containerrederiet Maersk Line, slår den afgående topchef Jess Søderberg fast.

 

- Den største udfordring bliver at få containerforretningen til at give et ordentligt afkast. Det er den udfordring, der ligger til ham, siger Jess Søderberg til RB-Børsen.

 

Senest 1. december afløses han på posten af Nils Smedegaard Andersen, der kommer fra et job som topchef for Carlsberg.

 

- Jeg afleverer et fantastisk selskab. Bortset fra vores containerforretning, så går det rigtig godt i vores andre hovedområder. Containerforretningen tjener ikke nok, og selvom den giver overskud i år, er plusset ikke stort nok, påpeger Jess Søderberg, der ikke er ked af, at skulle forlade den største post i dansk erhvervsliv.

 

- Det er jeg faktisk ikke. Det stemmer meget godt overens med mine personlige mål om at få en del år, hvor jeg prioriterer anderledes. Jeg har haft en fantastisk tid og været fantastisk heldig. Jeg har været her i 37 år, og de sidste 14 har jeg fået i lov til at stå i spidsen. Det havde jeg ikke kunnet tillade mig at drømme om. Jeg vil se tilbage på min tid med stor veneration og vil følge selskabet meget tæt også fremover, siger Jess Søderberg.

 

A.P. Møller - Mærsk er kommet ud af årets første seks måneder med et overskud på bundlinien på 8,7 mia. kr., hvilket er en forbedring på 1,6 mia. kr. i forhold til samme periode sidste år. For container-forretningen har Maersk Line forbedret resultatet, men på bundlinien er tallene dog stadig røde. Nettounderskuddet i containeraktiviteterne blev godt 0,9 mia. kr. i første halvår mod et underskud på 3,7 mia. kr. i samme periode året før.

 

- Vi er da tilfredse med, at containerforretningen har en fremgang på næsten en halv mia. dollar, men vi er selvfølgelig ikke tilfredse med, at vores olieforretning går tilsvarende tilbage. Fremgangen i containerforretningen skyldes, at vi har haft et enormt fokus på indtjeningen, mens vi samtidig er tilbage på normalen med vores it-systemer, fortæller Jess Søderberg.

 

Maersk Line har været gennem to hårde år. Købet af det britisk/hollandske rederi P&O Nedlloyd i 2005 sparkede en større nedtur i gang for verdens største containerrederi. En krævende og problemfyldt indkøring af et nyt it-system, en vanskelig integration og faldende rater for fragt af containere var de tre hovedelementer i en ubehagelig cocktail for Maersk Line. Derfor var der røde tal på bundlinien sidste år, men i år er farven skiftet til sort.

 

- Vi er nu på samme niveau som før opkøb af P&O Nedlloyd, men vi skal højere op, og det kommer vi også. Vi har lært, at man skal ikke tage et opkøb, når man ikke har systemerne i orden. Det var systemerne, der var problemet og ikke opkøbet. Problemerne kom da vi samtidig udrullede nogle ret store systemer, hvor det ikke gik som det skulle - for at sige det mildt, siger Jess Søderberg, der tror på yderligere vækst for A.P. Møller - Mærsk, når systemerne er helt på plads.

 

- Vi skal højere op, og når vi har rullet systemerne helt ud, har vi gode muligheder for at vokse på både den ene og den anden måde. Men der er ingen planer om opkøb, slår topchefen fast.

 

For hele 2007 venter A.P. Møller - Mærsk et nettoresultat på 3,2 mia. kr. mod tidligere ventet 3 mia. dollar. Omsætningen ventes uændret at blive på 50 mia. dollar.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )