APM trak C20 i ny rekord

Efter en uensartet udvikling lukkede C20-indekset tirsdag 0,3 pct. højere i rekord 509,48. Lundbeck trak en del fokus efter kvartalsregnskab fra samarbejdspartneren Forest Laboratories, mens APM trak C20 i rekord i den sene handel.

Lundbeck lukkede 0,5 pct. højere i kurs 143,8. De to Lundbeck-medikamenter Lexapro og Namenda har bidraget positivt til indtjeningen hos Forest Laboratories, der er Lundbecks amerikanske samarbejdspartner. Således er salget steget med henholdsvis 9 pct. til 552 mio. dollar og 27 pct. til 192 mio. dollar. Det fremgår af kvartalsregnskabet fra Forest Labs. Det amerikanske selskab står med samme problem som Lundbeck. I 2013 udløber patentet på Lexapro, og der er endnu ikke fundet en afløser, som kan sikre indtjeningen.

- De (Lundbeck red.) har ikke nogen pipeline på længere sigt, og det kræver opkøb, hvis det skal ændres. Men det bliver dyrt og meget svært at få partnere derovre, da Lundbeck ikke selv har nogen salgsorganisation eller produkter at komme med, sagde Lundbeck-analytiker Peter Andersen fra Jyske Bank.

Aktierne i A.P. Møller - Mærsk B-aktie lukkede 1,4 pct. højere i rekordkurs 74.100. Al-Shaheen-feltet i Qatar, som A.P. Møller - Mærsk er medejer af, er allerede genåbnet efter at være lukket mandag på grund af dårligt vejr i Den Persiske Golf.

Novo Nordisk lukkede 0,2 pct. lavere i kurs 594. Medicinalkoncernen har lagt sag an mod Sanofi-Aventis i USA for at forhindre salget af Sanofis engangsinsulinpen - Solostar. Solostar bryder Novos patent på en tilsvarende pen, påstår Novo. Yderligere har Novo en retssag kørende mod Pfizer omhandlende diabetesmidlet Exubera.

Repower Systems, der er konkurrent til Vestas, har indgået joint venture med vingefabrikken Abeking & Rasmussen Rotes om produktion til offshore-møller. Det nye selskab hedder Powerblades og Repower ejer 51 pct. mens Abeking & Rasmussen Rotes ejer resten. Vestas lukkede 0,7 pct. lavere i kurs 376.

NKT, der lukkede 0,7 pct. lavere i kurs 601, fik løftet sit kursmål af Danske Equities til 630 kr. Det skete, efter at selskabet mandag modtog en ordre fra Kina. Investeringsbanken understreger, at ordren er udtryk for, at NKT har stadfæstet sig i Kina.

Nordea sænkede tirsdag sin anbefaling på ejendomsselskabet Nordicom til hold fra køb, men fastholdte kursmålet på 925 kr. Aktien lukkede uændret i kurs 950.

- Det positive momentum i aktien er alene drevet af spekulationer om en overtagelse, men den fundamentale udvikling er forværret, skrev Nordea-analytiker Michael West Hybholt fra Nordea.

RB-Børsen